Alderen indhenter os alle, og de fleste af os kommer på et tidspunkt til at tage afsked med et ældre menneske. Alligevel taler kun få om, hvor ondt det kan gøre. Louise Juhl Dalsgaard skriver skævt, smukt og bevægende om at miste sig selv og den anden.
Døden og nærværet
Romanen Alle dage tilbage har to hovedpersoner: En kræftramt kvinde på 80 og romanens jegfortæller, der kunne være hendes barn eller barnebarn. Yngre er hun i hvert fald, og raskere.
De to kvinder er sammen om forskellige gøremål i hus og have. De går i butikker, drikker te og taler om stort og småt. At dagene for deres samvær er talte, afdækkes allerede i romanens begyndelse og intensiveres over de følgende sider: Havens vækster plejes, høstes og rådner. Og sygdommen sætter gradvist flere og flere begrænsninger for, hvad de to kvinder kan gøre sammen.
Døden i al dens uomgængelighed er dermed konstant nærværende – og bliver efterhånden også temmelig altfortærende. En pointe ved romanen er netop, at døden ikke alene tager noget fra den, der bliver tilbage. Den æder sig ind på den syge med en ubønhørlighed, der er mindst lige så hjerteskærende.
Ensomhed i flere stadier
En af romanens store styrker ligger i karakteristikkerne af de to kvinder. På trods af alt det, de er sammen om, fremstår de vidt forskellige. Hvor den ældre kvinde opsøger nye oplevelser med stor energi, henfalder den yngre ofte til passiv ensomhed. Og netop dét at håndtere ensomheden synes at være et tema i romanen. Som her, hvor vi får et glimt af den virkelighed, den ældste hovedperson i sin tid blev født ind i:
Vi spiller yatzy.
Hun er uvant med at spille mod andre end sig selv, en vane hun har arvet fra sin mor.
– Alle de timer, hun måtte tilbringe alene på gården, mens min far klippede får, pælede hegn eller råbte af fuglene, når de åd af hans bær. Noget skulle hun jo fylde i dem, fortæller hun.
At være ladt alene præsenteres her som et livsvilkår, men ikke ét, der nødvendigvis er særlig trist. Ensomheden er blot en kendsgerning, som den ældste generation har forholdt sig konstruktivt til. Helt ulig romanens jegfortæller, der eksempelvis ringer til sin syge pårørende midt om natten, trøstespiser og græder uden umiddelbar anledning.
Den relative tid
Ensomheden bliver selvfølgelig ikke mindre, efterhånden som sygdommen skrider frem. En del af romanen er skrevet som en form for dagbogsfragmenter, der hvert starter med en ugedag og et klokkeslæt. ”På den måde bliver tiden en høstak, jeg kan gemme nåle i,” som jegfortælleren forklarer det. Og derved får Louise Juhl Dalsgaard også – og endda meget elegant – vist os, at tiden for de to hovedpersoner er noget relativt; at sygdomsforløbet hensætter dem i en tilstand, hvor man helt bogstaveligt tager én dag ad gangen og slet og ret er i dén dag, med det man nu kan få ud af den. Jeg tror, at mange patienter og pårørende, der har oplevet et langstrakt sygdomsforløb, vil kunne genkende præcis, hvad vi bevidner her: At hver dag kommer til at handle om, hvad der kan spises uden at komme op igen. Om der bliver smilet og grinet. Om solen skinner eller ikke. Om man rent faktisk får noget ud af dagen, eller om man er hensunket i sin egen smerte.
Det er romanens store styrke, at vi faktisk bliver trukket helt ind i den livsstil, der følger ad sygdomsforløbet. Hvor Helle Helle i de (2018) viste os de anstrengelser, som en syg mor og hendes datter gør for at opretholde et nogenlunde normalt hverdagsliv, viser Louise Juhl Dalsgaard os i Alle dage tilbage, hvordan sygdommen opløser selve muligheden for det normale – og nok i sidste ende vil tvinge vores jegfortæller til at finde sit eget ’New Normal’, når den ældre kvinde er væk.
Gåder og antydninger
Alle dage tilbage starter ikke med ren idyl og slutter ikke decideret tragisk. Netop fordi tiden synes at opløses i romanens struktur, kan vi ikke fastslå, præcis hvornår den ældre kvinde dør. Visheden, om at det vil ske, er allestedsnærværende, og dét er slemt nok. Som læser sad jeg flere gange og troede, at jeg nu læste ind i et ’efter døden’ for så at erfare, at den ældre kvinde stadig er til stede i historien på måder, der trods alt er for virkelighedsnære til, at jeg har tolket det som jegfortællerens fantasi, selvom dét bestemt er en mulighed.
Vi ved meget lidt om vores jegfortæller, men får trods alt nogle antydninger af en barndom i 1980’erne (hun husker Cheminova-udslippet og AIDS-epidemien) og en far eller bedstefar med et dominerende gemyt. En mor eller bedstemor er også til stede i jegfortællerens barndom. Det er imidlertid op til os selv at gætte, om det er den samme kvinde, som årtier senere er døende, eller om romanen – som forlaget skriver i sin pressemeddelelse – ”handler om venskab”. Under alle omstændigheder forekommer aldersforskellen at være afgørende for de to kvinders forhold, hvor den ældre kvinde fremstår som jegfortællerens faste støtte i stort og småt. En støttepille, der nu vakler.
Det er denne vaklen, der sætter fart i associationerne hos begge kvinder. Således brydes romanen af små faktaafsnit, hvor vi sammen med personerne pludselig bliver klogere på fænomener som Absolut gehør, Vinteradonis og Survival of the Fittest.
Alle dage tilbage lever i kraft af alt det, der ikke bliver sagt, men især i kraft af dét, der næsten bliver sagt. Dermed giver Louise Juhl Dalsgaard os et ganske præcist udsagn om, hvad det vil sige at være i sorg. Og ikke mindst får hun vist os, at sorgen har sit eget liv, sin egen tid og sine egne snørklede mønstre – uanset hvem vi mister, og hvor gamle de er.
Tak for dét.
Info
Louise Juhl Dalsgaard: Alle dage tilbage
EC Edition
2019
193 sider
Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her