Med Vågen og ingen har Andreas Vermehren Holm begået et flerstemmigt formeksperiment om dét at være i Verden. En verden, hvor velkendte koncepter som tid, individualitet og artshierarkier synes at være sat ud af kraft. Og hvor naturen hele tiden trænger sig på.

Litterært rum til fordybelse

I disse coronatider, hvor mange af os er tvunget inden døre og må se os selv afskåret fra de sociale aktiviteter og kulturbegivenheder, vi normalt ville indgå i, åbnes muligheden for andre typer læsning end de sædvanlige 20 minutter før sengetid. Fritidslivet må nødvendigvis være mere indadvendt, og det er nu, man kan tillade sig den luksus, det kan være at læse en bog i ét stræk. Når samfundet lukker ned, lukker verden – paradoksalt nok – op. Hvis man vel at mærke tillader den at gøre det. 

Har du et par rolige timer til at mærke verden åbne sig, er Vågen og ingen absolut et bud. Andreas Vermehren Holm har samlet og bearbejdet et udvalg af sin rige tekstproduktion til en tankevækkende og stilistisk mangfoldig bog. Det er vild læsning, selvom det sprogligt er afdæmpet.

Vågen og ingen er – som det hedder sig i forlagets præsentation – ”en anderledes og stille fortælling (…) om glæde og forvandling, tab og frihed, og om afstand og nærhed til den verden, der omgiver os.” Det sidste synes med nedlukningen at have fået en noget anden klang, og det føles faktisk temmelig syret at læse bogens afsnit om Frans af Assisi og hans arbejde under middelalderens pestepidemier lige nu. Ikke desto mindre var det ikke dét, der først og fremmest greb denne læser om hjertet under læsningen af Vågen og ingen. Det gjorde derimod de skildringer af naturen, som hele tiden sniger sig ind i læsningen. Som om naturen konstant er til stede og vi som læsere blot er dén blandt mange arter, der tilfældigvis har fået adgang til det skrevne ord uden af den grund at være hævet over et græsstrå eller en sten.

Det naturlige

Hvordan skriver man på en meningsfuld måde om naturen i dag? Andreas Vermehren Holms store bedrift er, at han på én gang inddrager naturen som metaforer og som en konkret ramme for bogens forskellige handlingsforløb. 

Tekstfiguren Narren går ture i landskabet, bader i havet og mærker kaminilden varme sin krop. De fire elementers tilstedeværelse sanses og sætter noget i gang i både krop og sjæl. Samtidig møder vi naturmetaforik i et omfang, der ville have gjort 1800-tallets romantikere misundelige, når Narren eksempelvis oplever sine tanker som noget, der ”bruser og skyller ind over ham og helt uden kyst” (s. 26) – altså en slags vildsom natur inden i individet selv. 

Middelaldermunken Frans af Assisi beskrives på sin side som ”en nøjsomhedsplante” (s. 43) og hans og hans munkebrødres livsførelse som ”en livsform i et evolutionært perspektiv, hvor den plads de opgav, frigav, når de hver især gav afkald, og det rum, de skabte med deres opmærksomhed, var et led i udviklingen og udviklingslæren.” Beskrivelsen af Frans af Assisis virke er et langt stykke hen ad vejen en beskrivelse af et idealistisk oprør mod et samfund baseret på et udpræget socialt hierarki. Men Frans’ arbejde for større lighed og hans betragtelige materielle afkald skrives nærmest direkte ind i vores nutidige klimadebat, når det om munkene videre hedder, at ”De handlede i forhold til et økosystem under pres, hvor skabningen og den sårbarhed og modtagelighed, der ligger til grund for alt levende var under angreb” (s. 60). Munkene sidestilles således med planter, der vokser frem på næringsfattige steder og trodser de antropocentriske bestræbelser på at forme jorden efter menneskets forgodtbefindende.

En særlig skabning

Hvor såvel munke som nøjsomhedsplanter fremskrives som særlige skabninger, der blomstrer under ekstreme forhold (for nu at blive i naturmetaforikken), er også Vågen og ingen en særlig skabning. Dels er den sammensat af mange forskellige tekstformater – fra poetik over lyrik og bidrag til tidsskriftet Ny jord – Tidsskrift for naturkritik, som Andreas Vermehren Holm er medudgiver af. Og dels er den i sig selv et lille kunstværk med sit indbydende guldomslag og indstikkene af overmalede bogsider. Som læser føres man roligt fra tekstgenre til tekstgenre og fra den ene mikrokosmiske fortælling til den næste gennem et enkelt og delikat layout. Vågen og ingen er måske nok en genremæssig hybrid – men først og fremmest er den en helstøbt kunstoplevelse, som vi også kan takke Andreas Vermehren Holms grafiske alias rue Jean Nicot for.

Vågen og ingen viser os, hvordan menneskets rolle i verden kan beskrives på tværs af tid med en forbløffende konsekvens. Og den viser os, at selv den mindste art kan spille den største rolle i fortællingen om den verden, vi er en del af.




Info

Andreas Vermehren Holm: Vågen og ingen

Tredje September

2020

133 sider + efterskriftet Oplysninger om tekstfragmenternes ophav (2 sider)

Besøg forlagets hjemmeside her