Den amerikanske digter CAConrad har begået en lang digtsamling, der fluktuerer mellem surrealistiske syner, obskure visioner og erindringer fra en traumatiserende ungdom med en æstetik og en måde at skrive på, der gør, at skellet mellem virkelighed og fantasi, realitet og drømme, undertiden hører op.
En dag i Amsterdam
Jeg havde læst Auden og drukket middelmådig hotelespresso hele morgenen, inden jeg gik ud i Amsterdams gader. Nede ved en af kanalerne, hvor distingverede mænd cyklede forbi, og forældre forklarede deres videbegærlige børn, hvorfor skæve huse ikke væltede, var der en gruppe unge, der lavede primitiv gadeteater. De lignede en blanding af hjemløse billedkunstnere, rige hippier og forstadsunger, der var kommet hjem to døgn for sent efter en fest. De røg pot, og imens der var en, der læste højt fra Bjergprædiken, var der nogle, der knækkede lp-plader og tilbedte de stueplanter, de havde taget med.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med dette. Jeg kunne ikke glemme det, men jeg skulle heller ikke relatere det til noget, som jeg allerede kendte. Det er først efter min læsning af CAConrads Franks bog, at jeg kan relatere det til noget andet, for det er nemlig en god illustration af, hvordan den generelle stemning i bogen er: en sælsom, men inddragende kombination af surrealisme, postmoderne drømme, lidet flatterende erindringer og koncise sætninger, der på mange måder kun giver mening i en bestemt kontekst.
Surrealismen og ensomheden
Med en stilistik, der er sjælden set og ganske unik, er Franks bog en drømmende, forvirrende og velskrevet kortlægning af et liv fra fødslen til det hverdagslige voksenliv med fyringer, blind dates og meget andet. I sin anmeldelse af Friedrich Nietzsches Således talte Zarathustra skrev Georg Brandes, at man i stedet for at forsøge at forstå hver eneste sætning skulle hengive sig til storheden, sprogbilleder og poesien. Den samme kommentar vil jeg knytte til denne bog. Det er en kompliment og en imponerende bedrift, og det medfører, at de surrealistiske og – isoleret set – uforståelige sekvenser såsom:
Frank så en kæmpe æde en parkbænk med sin vagina
drikke en swimmingpool med sin vagina
ikke tager sig forstyrrende ud, som den slags ellers nemt kan komme til. Det er i sagens natur uundgåeligt, at eksempler som det ovenstående, er iøjnefaldende, da det kombinerer sex med et absurd motiv, men det er ingenlunde sådan, at man tænker: hvad fanden skal det til for? Bogens suggerende, æggende og hypnotiserende atmosfære gør, at det ikke virker malplaceret, ubehageligt overraskende eller påtaget provokerende. Der er en imponerende selvfølgelighed over det.
Efter min bedste overbevisning skyldes denne selvfølgelighed blandt andet, at den sproglige æstetik er konsekvent og tilpasset Franks tanker og måde at være på, men det skyldes måske i endnu højere grad den generelle stemning, der emmer af fremmedgørelse, perversitet, et eksistentielt ubehag og en dyb ensomhed, som Frank aldrig har været foruden. I bogens allerførste digt står der:
Men hvor er min datters fisse?
min datter har ingen fisse
mor lænede sig frem i sengen
det her er din gyselige søn
Kære din søn har ingen fisse’
Allerede fra fødslen er hjemløsheden og uønsketheden og den ensomhed, som det bærer med sig, til stede. Den er ufravigelig, og det er en af bogens utvetydige styrker, at disse følelser hele tiden er præsente, uden at de kontinuerligt bliver artikuleret. Hvad han skriver i sin dagbog, der kun bliver nævnt en enkelt gang, ved vi ikke, men da den bliver returneret, efter han har glemt den et sted, står der i marginen, at han skal komme til Jesus. Frelsen er det eneste, der kan redde ham. Det er det eneste, der er tilbage. Han er trist, han er ensom, og han er fortabt.
Hvis det skal fremstilles i overensstemmelse med hensigten, er det altafgørende, at det ikke bliver sentimentalt, plat og overfølsomt. Med den intelligente brug af surrealisme, sort humor og en minimalistisk sætningsstruktur, afholder det sig fra at være det. Undertiden er det dog tæt på, at det bliver det.
Forstået biografisk
Når man anmelder en bog af CAConrad, er det umuligt at løsrive det fra ham som person og som myte. På linje med aviser som Information, Politiken og Weekendavisen vil jeg derfor skitsere grundtrækkende ved ham som menneske og som kunstner. Det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi de gør det; det gør jeg snarere, fordi det tilføjer bogen en ekstra dimension og cementerer nogle af mine ovenstående pointer.
CAConrad er en digter, der blev født i et kristent miljø i den by i Tennessee, hvor Ku Klux Klan blev grundlagt, og hvor en amerikansk nynazisme nyder stor opbakning. Ifølge kulturmagasinet Atlas, der deltog i en skriveseance, der blev afholdt i Berlin, solgte han blomster i vejkanten i sine unge år. Når han sad ved vejene, læste han de store amerikanske digtere. På et tidspunkt tog han til Philadelphia og blev en del af queer-miljøet, hvor han arbejdede videre med sin kunst. Udover sin forfattervirksomhed har han også udmærket sig kunstnerisk ved nogle offentlige happenings. Blandt disse kan det nævnes, at han ikke har klippet sit hår i mere end et årti i protest mod den amerikanske tilstedeværelse i Irak. Ofrene for denne krig vil han ikke glemme, og det minder håret ham om hver morgen.
Med det in mente er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor fremmedgørelse og ensomhed er gennemgående følelser i Franks bog. Dimensionen, som det tilføjer bogen, er, at ensomhed og fremmedgørelse ikke udelukkende skal forstås eksistentielt. Det er ikke kun en eksistentiel ensomhed og en ditto fremmedgørelse; den er også forankret i det bestemte socioøkonomiske og politiske miljø, han voksede op i. Det er en vigtig pointe, da bogen dermed leverer en samfundskritik, der ikke kun er teoretisk. Med andre ord er den ikke blot filosofisk og en del af den litteratur, der skriver sig ind i den aristokratiske arv, som basalt set siger, at elendigheden og lidelsen ikke skyldes samfundet og de i samfundet konstruerede normer og vilkår.
En af de beundringsværdige karakteristika ved CAConrads samfundskritik er, at den ikke er prædikende og moralsk. Uden yderligere sammenligninger minder den mig om George Orwells Down and Out In Paris and London, fordi den kortlægger og beskriver uden at fælde en moralsk dom over det. Det er en styrke.
Når det er sagt, så mener jeg ikke, at det er kontroversielt at hævde, at samfundskritikken ikke er original, overvældende indsigtsfuld eller imponerende refleksiv, men det betyder ikke, at den er irrelevant og banal. For mig at se skyldes dette, at den ikke bestræber sig på at være journalistisk, men at den formidler det gennem et syret drømmeteater af dårligdomme, vanvid og ensomhed.
Så vidt det positive og berigende ved at inddrage de biografiske oplysninger om CAConrad. Det negative ved at drage dette ind er, at interessen for bogen falmer lidt, fordi fortællingen om ham som person er mere interessant end bogen. Den tilføjer myten om ham et ekstra lag. Det er ikke omvendt, og det er ærgerligt.
En afsluttende bemærkning
På trods af de humoristiske skildringer, fraværet af selvhøjtidelighed og de absurde billeder fralægger den aldrig alvoren, den usentimentale socialrealisme og det afdæmpede, men allestedsnærværende ubehag. Og det er godt.
Info
CAConrad: Franks bog.
OVO press
2018
163 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her
