Emilie Pines debutbog Noter til mig selv er en øm, velskrevet og hjerteskærende ærlig essaysamling om personlige og følsomme emner – lige fra at have en alkoholiseret far til ikke at kunne få et barn til en vild ungdom i London, hvor hun var tæt på at ødelægge sit eget liv med åbne øjne og fuldt overlæg. 

Cusk og Knausgård

Det er ikke en ny opfindelse at skrive eksplicit om sig selv. Det er derimod et litterært greb, som vi har set rigtig mange steder i løbet af det sidste årti. Det mest iøjnefaldende eksempel på det er nok den norske stjerneforfatter Karl Ove Knausgård, der i en serie på seks bind hudfletter sig selv og sine nærmeste i en detaljegrad, der næsten virker tilstræbt dokumentarisk. Men den måde, som Knausgård skriver på, er ikke den eneste måde at skrive selvbiografisk på. Det viste den canadiske forfatter Rachel Cusk med sit lange essay om at blive skilt og sit lange essay om at blive mor. Det er ikke en sammenhængende historier, hvor alt bliver udlagt, som det faktisk skete. Nej, i de essays består det selvbiografiske element i, at hun udlægger sit eget indre liv. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og det lader ikke til, at der er blevet selekteret i det, således at hun selv altid fremstår sympatisk og som den, der har ret. Tværtimod vidner hendes essays om, at hun ikke har berøringsangst med skyggesider og de mindre flatterende sider af sig selv.

Og det har den irske universitetslektor og forfatter Emilie Pine heller ikke. Hendes debutbog Noter til mig selv blev udgivet på en lille forlag i Irland og blev mod alles forventninger en stor bestseller – og i den skriver hun eksplicit og næsten udelukkende om sig selv. Der er faktisk ikke andre end hende selv, der nogensinde bliver nævnt med navn, og de andre, hun omtaler, er anonymiseret med et stort bogstav. Det er meget sympatisk, og man sidder hverken tilbage med en følelse af, at det kompromitterer det, hun siger, eller knægter hendes ret til at skrive så hudløst ærligt og tæt på virkeligheden, som hun har lyst til.

De nære relationer

Noter til mig selv består af seks essays, og bogens to første essays er dybt personlige beretninger om tunge og eksistentielt vægtige emner. Det drejer sig henholdsvis om en alkoholiseret far, der ligger på hospitalet, og Emilie Pines egen ufrivillige barnløshed. Som sådan er de to essays mere rendyrkede erindringstekster, end de er essays i Michel de Montaignes tradition, hvor man hele tiden veksler mellem det konkrete og det almene, men det er bestemt heller ikke nogen kritik. I starten var det et lille irritationsmoment for mig, men da jeg havde læst de to første essays til ende, blev jeg enig med mig selv om, at de ikke ville være blevet bedre af at følge essayets få konventioner  til punkt og prikke. Snarere tværtimod, for de to første essays er to ufatteligt stærke erindringstekster, der – selvom de handler om Pines eget liv – er sært vedkommende.

Det første essay handler om hendes far, der er forfatter, og som har haft et alvorligt problem med alkohol gennem rigtig mange år. Han bliver indlagt og er flere gange tæt på at dø, og da han er kommet til hægterne igen, beslutter han sig for at leve som afholdsmand resten af livet. Det starter ud som en detaljeret og smertelig beretning om hospitalsopholdene i henholdsvis Irland og Grækenland, men i sidste ende handler det om forholdet mellem far og datter og ikke mindst om, hvordan det er at have en alkoholiker som far.

Ifølge Pine er det en daglig kamp at have en nær relation til en, der drikker alt for meget. Det er hårdt at elske en misbruger, fordi man hele tiden ”er fanget mellem endeløse ultimatummer (hold op med at drikke) og fuldstændig accept (jeg elsker dig lige meget hvad)”. Efterfølgende skriver hun Indirekte, at hun prøvede at skille sig af med den fuldstændige accept, men at hun havde svært ved selv at være i det. Med en sætning, der er så ren og står helt utroligt stærkt, skriver hun: ”I årevis nægtede jeg ham empati, indtil det gik op for mig, at den eneste, der led ved det, var mig”. Det tager hun til efterretning, og efter nogle meget fine passager om, hvordan to mennesker kan have to vidt forskellige udlægninger af det samme hændelsesforløb, er det, som om der sker en forsoning mellem dem. Den er ikke total, men det er nok til, at essayet, der ellers startede ud som et socialrealistisk mareridt, ender på en hjertevarm note.   

Kærligheden og relationen til hendes far er ikke den eneste situation, der forårsager hende stor lidelse. Det gør det også, da hun og kæresten R beslutter sig for, at de gerne vil være forældre. Det er nemmere sagt end gjort, og samlingens andet essay, der handler om det, er det meste af tiden en øm og forbløffende ærlig tekst om frustration, desperation – og ikke mindst håb. Ligesom essayet om hendes far ender også dette essay med forsoning og på en positiv note, selvom desperationen og den dybe fortvivlelse er altomsluttende i store dele af teksten.

Forsøget på at blive gravid er ved at ødelægge både deres forhold og hende – og efter det står klart, at hun og R ikke bliver gravide på den almindelige måde, skal de vælge, om de vil bruge en betragtelig sum penge på kunstig befrugtning. Til trods for hendes første reaktion og indskydelse ender det med, at de ikke vælger at gøre det, hvorefter hun begynder at finde en tiltrængt ro i at forblive barnløs. Det sker hverken smertefrit eller på et splitsekund, men teksten ender med, at hun ser R rive blade sammen på deres grund og føler sig uventet lykkelig, fordi hun ”ser et liv foran os, et liv vi deler. Et fantastisk liv”.         

Menstruation og depression

Hvor samlingens første halvdel bærer præg af at være rene erindringstekster, så er dens sidste tre essays mere klassisk essayistiske i det. Og det fungerer rigtig godt, fordi det mere er tematikker, der ligger til grund for de tre sidste essays, end det som sådan står og falder med et personligt hændelsesforløb. For mig at se kunne Pine ikke have skrevet essayet om sin far uden at fortælle direkte om en serie af hændelser – men det essay, der handler om menstruation, kunne hun nok godt have skrevet uden at fortælle om sin egen menstruation, fordi det i sidste ende handler mest om feminitet og sociale normer. Med det essay viser Pine også, at hun mestrer de essayistiske konventioner; i teksten er hun dygtig til at veksle mellem det konkrete og det almene på en måde, der ikke er iøjnefaldende og derfor er stilistisk mesterlig.

Det er hun også i samlingens sidste essay, der mest af alt handler om at være afhængig af at arbejde. På overfladen er det en personlig beretning om, hvordan hun blev afhængig af sit arbejde som lektor i moderne drama på universitetet i Dublin – men når man har læst det til ende, toner det nærmere frem som en mere almen kritik af samfundsindretningen og misforståelsen om, at det er fedt at have travlt og gennemgå en kontinuerlig optimering af sig selv i et arbejdsøjemed. Det pres, hun lægger på sig selv for at passe ind i universitetsverden og hele tiden søge flere midler og underskrive flere bogkontrakter, kulminerer med, at hun går ned med en depression. I den kontekst er det i sig selv et opbyggeligt budskab, at hun ikke kan klare det. Men essayet – og dermed bogen – rundes af med nogle afsnit, der i deres budskaber om håb og forsoning minder om den måde, som bogens andre essays også ender. Dermed bliver de opløftende slutninger på ellers personlige og smertefulde oplevelser konsekvente og en pointe, som man fornemmer, at Pine gerne vil formidle videre. Og det gør hun både flot, vedkommende og overbevisende.

Med Noter til sig selv har Emilie Pine skrevet en rørende og dybt personlig bog om seks begivenheder i sit eget liv. Essaysamlingen er fuld af smerte og eksistentiel frustration, men midt i lidelsen er Pine formidabel til at huske sin læser på en meget vigtig ting; nemlig at det hele nok skal gå. Det skal nok blive godt igen.




Emilie Pine: Noter til mig selv

2021

Vinter Forlag

221 sider

Oversat af Christa Leve Poulsen