Mia Dalls debutroman Frank skiller sig ud fra mængden ved – råt for usødet – at portrættere et liv med psykiske lidelser på en måde, der er let at relatere til. Romanen holder et stort spejl op foran læseren og giver anledning til refleksion.
At føle sig set
Det var først efter, at bogen havde ligget tre uger på mit skrivebord, jeg opdagede det. På bogens cover stirrer et blankt, sort kaninøje ud på læseren. Dette øje tilhører en central karakter i fortællingen, nemlig Frank. Han er en mand i kaninkostume og metalmaske, der er manifestationen af jegets tvangstanker. Han er den revolutionære samfundskritiker, der altid har en indvending. Læseren tages igennem scener fra jegets (og Franks) hverdag samt minder fra jegets barn- og ungdom. Sproget er nøgternt og undersøger hver en tanke og følelse hos jeget, og det gør det på en overbevisende og nærværende måde – og der er ingen tvivl om, at visse aspekter af romanen er selvbiografiske.
Depression og angst
Hvis ikke man er bevidst om, at psykiske lidelser er et af nutidens største problemer, bliver man hurtigt klar over det under læsningen af denne roman. Personligt var konsultationer hos psykologen og angstanfaldene nogle af de scener, der gjorde størst indtryk på mig.
Som helt almindeligt menneske kommer man højst sandsynligt i berøring med psykiske lidelser, omend man oplever det på egen krop eller som pårørende. Har man alligevel ikke haft det tæt på livet endnu, formår Dall nuanceret at beskrive psykisk sygdom indefra på en måde, som selv uindviede virkelig kan mærke. Fordybelsen, dette skønlitterære værk faciliterer, er meget mere interessant og dybdegående end en artikel, man scroller forbi på Facebook. Dall skriver så dragende, at jeg nærmest selv følte mig opslugt i en form for psykisk ubehag.
Det spinkle håb om en revolution
Romanens temaer kan godt virke klaustrofobiske og kvalmende til tider, fordi det føles som om, at der ikke er noget lys for enden af tunnelen. Dette er dog ikke ment som en kritik; det er simpelthen bare sådan, det føles at være deprimeret. Når det er sagt, er der små afstikkere, der tilbyder et tiltrængt pusterum. Jeget mødes f.eks. med sin veninde Sofie, og de snakker om det syge samfund, vi lever i:
“ ‘Jeg glæder mig fandme til revolutionen kommer,’ siger Sofie. ‘Lad os håbe, den gør det’ siger jeg. ‘Det gør den’ siger hun.”
Netop dette spinkle håb er snart noget af det eneste, vi har at støtte os til. For det er virkelig tankevækkende og skræmmende, hvordan vi i et ‘velfærdssamfund’ som det danske ser flere og flere tilfælde af psykiske lidelser hos børn og unge. Derfor er det vigtigt, at også litteraturen forholder sig kritisk og giver et reelt billede af virkeligheden for et ungt menneske i nutidens samfund.
En nyklassiker?
Jeg er meget imponeret over Mia Dalls debutroman. Hun formår virkelig at tale direkte ind i de problematikker, vi står overfor i nutidens samfund, og som en kvinde i starten af tyverne kan jeg virkelig relatere til den fortælling, Dall har forfattet på så dragende manér. Jeg ser allerede nu frem til hvilke andre værker, vi kommer til at se fra hendes hånd i fremtiden. Men indtil da kan jeg varmt anbefale dig at få læst den koldeste depressionsgyser i 2021!
Info
Mia Dall: Frank
Forlaget Gladiator
146 sider
Udgivet d 18. februar 2021