Østens myter og Vestens eventyr og sagn mødes i denne originale, nærmest surrealistiske novellesamling om menneskets ambition efter udødelighed. Kira Dreyer Messells tager konceptet om evigt liv under mikroskopet og gransker et nyt aspekt i hver af sine historier i Skibbruden – og andre fortællinger om udødelighed.
I Øst og Vest
Kira Dreyer Messell tager læseren rundt i hele Asien, og hendes portrætteringer af de forskellige landes kulturer er så rammende, at man kan mærke, at hendes eget kendskab til landene er mere end bare en almindelig turists. Messell har boet i Asien i adskillige år, og læseren får derfor en følelse af autenticitet i hendes beskrivelser. Hvis man f.eks. ser på, hvordan hendes novelle ’Krakelering’ kommer ind og konfronterer vores vestlige forestillinger om dukketeater, vil man forstå, at det burmesiske dukketeater er en kunstart med poetisk dybde, fremfor simpel underholdning for børn. Det er dans, det er en slags opera, og ikke mindst er det med til at bevare forbindelsen mellem det myanmarske folk og deres historiske kultur.
Min første dukkefører talte vise og poetiske ord gennem min klaprende kæbe, mine mundbevægelser synkroniserede hans rim til perfektion. […] Jeg talte om moral, om kærlighed, om menneskets pligt til at følge sin udstukne skæbne. Tilskuernes øjne blev fugtige. Deres underkæber faldt ned på brystet, som havde også de en usynlig dukkefører, der manipulerede med kæbestrengene.
Som man måske kan opfange i citatet, er det en dukke, der er denne novelles fortælling. Mens dukken introducerer læseren til de burmesiske myter, som stykkernes handlinger er baseret på, og til mytefigurer, såsom det grønne, menneskeædende uhyre Belu, bliver læseren samtidigt indirekte opmærksom på novellens reference til et velkendt, vestligt eventyr: Pinocchio.
Alle ni fortællinger lader til at have et eller flere vestlige eventyr, sagn eller lignende som inspirationskilde. Der er f.eks. den standhaftige tinsoldat (som i dette tilfælde er en terrakottakriger), der er drenge, som, ligesom rottefængeren, med hjælp fra sit fløjtespil lokker piger ind i junglen, og så er der manden, der lever side om side med en panter, som var han Daniel i løvekulen.
Selvom temaerne Øst og Vest er brugt til at skabe en kontrast mellem os, er det i dette tilfælde med til at understrege disse verdners ensartethed, nemlig ønsket om udødelighed. Denne kombination af østlige og vestlige fortællinger væves ind i hinanden og bliver til deres egne fortællinger, der hverken kan beskrives som eventyr, realistiske fortællinger eller fantasy. Det nærmeste, jeg kan komme på en beskrivelse af genren, er, at det er surrealistisk.
Et nuanceret perspektiv
Historierne er egentlig ganske simple i deres egen forstand; man kan nemt forstå handlingen. Alligevel byder Skibbruden – og andre fortællinger om udødeligheden sine læsere stof til eftertanker. Udover at novellerne arbejder med temaer såsom accept, sorg og forholdet mellem mennesket og naturen, afslører titlen alligevel hovedtemaet, udødeligheden som de resterende temaer omkredser.
Det er dog ikke altid lige åbenlyst, hvordan novellerne handler om udødelighed. Samtidig virker det ikke til, at novellerne har de samme budskaber om udødelighed, og der bliver taget udgangspunkt i forskelle former for udødelighed. Nogle handler om fysisk udødelighed, mens andre snarere handler om et metafysisk liv efter døden eller simpelthen bare berømmelse. For at tage et eksempel, er der en af historierne (’Jagt’), der omhandler en mand, der lever af at udstoppe dyr:
Hun lænede sig frem og sagde, at hun simpelthen ikke kun begribe, hvordan jeg kunne beskæftige mig med så ækelt et arbejde, og følte jeg i øvrigt nogen nydelse ved det? Disse mine mord på uskyldige dyr.
Jeg var ærlig talt chokeret. Jeg ser jo i højere grad mig selv som den der frelser fra døden, for jeg genskaber det som døden har valgt at lade forfalde og forsvinde fra os, renset for lopper, skæl og snyltere. Jeg selv renset for livet.
Novellerne har således en rød tråd, der skaber sammenhæng mellem historierne, men den er samtidig også med til at give temaet et nuanceret perspektiv. Man kan muligvis argumentere for, at det er problematisk, at det er i visse historier er svært at finde sammenhængen, men det er faktisk en af grundene til, at denne novellesamling er så nuanceret. Det føles ikke på noget tidspunkt, som om Messell presser sine egne meninger ned i hovedet på læseren. Det er derimod læseren selv, der må komme frem til konklusionerne. Man kan sagtens nyde novellerne for deres fortællinger alene, men man får endnu mere ud af dem, hvis man giver sig lidt tid til at tænke over, hvorfor hun karakteriserer dem som fortællinger om udødelighed. Jeg slutter af med følelsen af, at jeg er kommet tættere på noget uhåndgribeligt.
Kira Dreyer Messell: Skibbruden – og andre fortællinger om udødelighed
Forlaget Spring
196 sider
April 2018
Bogen kan købes her