Essaysamlingen ”At holde sig i live – og andre tekster”, som Forlaget Vinter netop har udgivet i Niels Lyngsøs kyndige oversættelse, er et blik ind i den unge Michel Houellebecqs sind. Den viser, at den pessimisme og spidende, men stadigvæk nøgterne samfundskritik, som vi kender fra hans romaner, er noget, som han grundlagde og perfektionerede i en relativt ung alder.
Den sidste store fortæller
Siden 1994, hvor Michel Houellebecq udgav Udvidelse af kampzonen, har han været en af Europas mest interessante og ikke mindst intelligente forfattere. Den koncise roman, der ikke tæller mere end knap 150 sider, handler om en deprimeret 30-årig mand, der har et akademisk arbejde. Samtidig er det en sortsynet fortælling om det moderne Europa præget af acceleration og kapitalisme, og det er også en radikal gentænkning af, hvordan man er mand.
Et portræt af en moderne mand, der har ondt i livet og ikke er bleg for at svælge i selvmedlidenhed, lyder som opskriften på langt de fleste film af Martin Scorsese – men Houellebecqs romaner er mere end det. Det er de, fordi romanerne på en altid overraskende måde formår at levere et præcist og gennemtænkt billede af samtiden. Det være sig alt fra oprøret fra landet i hans seneste romanudgivelse Seretonin over den politiske revolution i Underkastelse til den fuldstændig mesterlige Elementarpartikler, der gennem halvbrødrene Bruno og Michel kortlægger to identitetsskabende hovedstrømninger i nyere europæisk historie: den eskapistiske hedonist og det nydelsesforsagende, men uhyre begavede videnskabsgeni.
Houellebecqs forfatterskab vidner om et stort intellekt og et intellektuelt vingefang, som både har ført til udgivelsen af en samtalebog med Bernhard Henri-Levy, der vidt og bredt regnes for den største nulevende filosof i Frankrig, og jævnlig korrespondance med Frankrigs filosofiuddannede præsident Emmanuel Macron – så derfor er en udgivelse af hans tidlige essays særdeles kærkommen. Både i bogen om forfatteren H.P. Lovecraft og i essaysamlingen om filosoffen Arthur Schopenhauer viser Houellebecq, at han er en dygtig essayist og en blændende fortolker og udlægger af filosofi og litteratur.
Men det, der for mig at se adskiller den netop udgivne At holde sig i live – og andre tekster fra bøgerne om henholdsvis Lovecraft og Schopenhauer er, at dener et stærkt bidrag til at forstå forfatterskabet og de tanker og ræsonnementer, der bliver udfoldet i romanerne. Det er også en tanke, som bogens oversætter Niels Lyngsø præsenterer i forordet. Lyngsøs forord tjener både som en introduktion til essayene og som en god fortolkningsnøgle til dem. Hvis man følger det, som Lyngsø skriver, og lægger mærke til det, han fremhæver, så er man garanteret en læseoplevelse, der både i sig selv er god, og som giver mening i lyset af Houellebecqs resterende udgivelser.
Houellebecqs guide til et liv som digter
Samlingens ubestridt bedste og mest vedkommende essay er også det, der ligger navn til hele samlingen. Inspireret af diverse udgivelser, der handler om, hvordan man skal leve som digter, giver han råd og vejledning til, hvordan man – ja, skal opføre og gebærde sig i en tilværelse som digter. Som sådan er der ingen konkrete råd til, hvordan man skriver, så essayet er nærmere en kortlægning af de betingelser og forudsætninger, der skal til for, at man kan skrive digte og leve som digter. På den måde minder essayet mere om Rainer Maria Rilkes Letters to a Young Poet, end den minder om Stephen Kings og Ernest Hemingways bøger om at skrive.
Houellebecq skriver, at det først og fremmest er lidelse, der er forudsætningen for, at man kan skrive digte. Hvilken lidelse, det nærmere bestemt skal være, er for så vidt ikke vigtigt, for ”enhver lidelse er god; enhver lidelse er nyttig; enhver lidelse bærer frugt”. Denne lidelse skal altid være til stede, og den skal altid være inden for rækkevidde. Men det er derimod vigtigt, at denne lidelse er knyttet til en dyb modvilje mod livet, for en sådan modvilje er ”nødvendig for enhver sand kunstnerisk skaben”.
Hvis man genererer en blanding af medlidenhed og foragt, så ved man ifølge Houellebecq, at man er på vej. Derfor behøver man heller ikke at bekymre sig nærmere om sit sociale og borgerlige image, og det betyder blandt andet, at man ikke skal holde sig tilbage fra at udnytte kontanthjælpssystemet, dagpengesystemet og de venner, man har, der er villige til at yde en økonomisk hjælp.
Dette essay fungerer upåklageligt, fordi Houellebecq balancerer overbevisende godt mellem det kynisk pessimistiske og det livskloge. Det er en balance, som man også finder i hans romanværker, når han er bedst. Disse råd til digteren emmer af en livslede, der næsten må fremstå humoristisk for den, der ikke selv ønsker at begå kunst – men som står vidunderligt klart for dem, der har fyldt den ene notesbog efter den anden med poetiske fragmenter om ødelagt kærlighed og døde dage.
Med rådene i dette essay retfærdiggør Houellebecq den stemme inde i kunstnerens hoved, der af og til siger, at man i kraft af ens kunstneriske skaben er dømt til at være ulykkelig. Det giver han denne stemme ret i, og det gør han vel at mærke uden at lade den ledsage af en romantisk glorificering af den digteriske smerte. For den romantiske/gloværdige lidelse findes ikke. Der er kun fraværet af lykke og visheden om, at man fortsat vil blive ved med at lide. Den eneste fordel, som digteren har, er at de er tættere på at stå ansigt til ansigt med ”Det Sande”, end funktionærerne, bartenderne og de borgerlige mappedyr er. Dermed kan man sige, at digteren gør det, som hovedpersonerne i Houellebecqs romaner ikke er i stand til: at være i livsleden uden at gå til grunde. Med hans karakteristik af digteren in mente, kan man først og fremmest sige, at digteren er et menneske, der har gennemskuet, at livet er en lidelsesfuld affære og som følge af det fundet en mening med, at det er sådan.
Grundlæggelse af pessimismen
Den resterende del af bogens tekster er på overfladen er et broget udvalg. Når udvalget alligevel giver mening, så er det fordi, at teksterne til sammen giver et nuanceret billede af den stemme, der altid er til stede i hans romaner. For selvom disse er essays, som han selv lægger navn til, så er den stemme, der taler her, næsten identisk med den, man finder i hans romaner. Essayene ”Tilnærmelser til forvildelse” og ”Festen” illustrerer rigtig fint, hvad det er, der konstituerer Houellebecqs intelligens. Hvor ”Tilnærmelser til forvildelse” er et filosofisk og højintellektuelt essay, der er rigt på historiske referencer og næsten er blottet for et synligt ”jeg”, så er ”Festen” en uhøjtidelig og systematisk refleksion over, hvorfor vi i sidste ende forsamles, med en meget tydelig afsender. Det viser netop spændvidden i det, som han litterært er i stand til. Han kan både skrive tekster, der kunne indgå i en akademisk udgivelse, og tekster, der er egnet til de lette sider i dagbladenes kulturtillæg.
Denne samling af essays viser, at han i en ung alder allerede både var dygtig til de abstrakte analyser af et eksistentielt emne og til de mere jordnære og skarpsindige iagttagelser af verdslige fænomener. Det er blandt andet det, der er med til at gøre Houellebecq til en af Europas mest interessante nulevende forfattere.
Info
Michel Houellebecq: At holde sig i live – og andre tekster
Forlaget Vinter
2020