Søren Mosdal har en begået en mørk og koncis fortælling om skuffelse, efterlivets tvedeling og dødens endegyldige overmagt.    

 

Sortsynets fremtrædelser

For nogle år siden stiftede jeg et lykkeligt bekendtskab med Michel Houellebecqs skønlitterære forfatterskab. Jeg var meget overvældet af det sortsyn, som romanværkerne indeholdt, der på én gang var særdeles fransk og et ekko af de to store tyske pessimister Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche. Selvom man med nogen ret kan sige, at Houellebecqs bøger er en fiktionaliseret udgave af den tyske pessimisme, der helt grundlæggende hævder, at verden er tragisk, og at lidelse er et menneskeligt grundvilkår, så vil jeg mene, at det er ufuldstændigt. Ligesom Nietzsches pessimisme var afhængig af den daværende fremskridtsoptimisme, så er Houellebecqs også afhængig af den tid, den er knyttet til.

Samtidig med at jeg læste ham, lyttede jeg til mørk rockmusik, hvor jeg opdagede et andet og (fra Houellebecq) divergerende sortsyn. Det var det sortsyn, der blev grundlagt i Romantikken, og som levede videre op igennem den europæiske kulturhistorie, indtil det i en popkulturel kontekst delte sig i henholdsvis punkmusikken og metalmusikken. Punken overtog samfundskritikken, mens de kulturer, der centrerede sig omkring metalmusikken, overtog alvoren, der gennemsyrer fascinationen af mørket, det teatralske og eventyrene. I Søren Mosdals grafiske novelle Nastrand lykkedes det mig at finde en sælsom kombination af Houellebecqs umiddelbare afvisning af lykkens mulighed, metalmusikkens mørke og mytens altid alvorlige budskab. Det er dermed ikke den skandinaviske vemodighed, digternes melankoli eller den franske ennui, der kendetegner dette. Det er derimod en veritabel alvor, der gør, at det i sidste ende er en bog, der skriver sig op mod nihilismen.

 

Thorkels død

Nastrand, der er indrammet af vers fra Vølvens Spådom, tager sin begyndelse på netop Nastrand, der huser dem, der er afgået ved døden efter et liv i synd og moralske dårligdomme. Sammen med Thorkel, der i sit liv var en særdeles magtfuld skikkelse, og som efter sin brutale død har fået opført et imponerende mausoleum, er der en kvinde, som har ofret sig selv for at rejse til Valhalla i Thorkels selskab. Da Thorkel stadig levede, var der en præst, der aflagde ham et besøg. Præstenfortalte Thorkel, at han var djævelen selv, hvorpå præstenbeordrede Thorkel dræbt. På stranden undrer Thorkel sig over, hvorfor han ikke befinder sig i Valhalla. Trods kvindens protester rejser Thorkel  alene ud for at finde Valhalla. Da han vender tilbage til stranden, beslutter han sig for at genopstå blandt de levende med magiens hjælp.
Den dødsforagt, der ses hos henholdsvisThorkels og  kvindens eksemåel, er ikke helt identisk, om end de begge indebærer en accept af og tro på dødens mulige lykke. Thorkel begræder ikke, at han er afgået ved døden. Det, der forekommer ham frustrerende, er, at han ikke fået tildelt det ophold i døden, som han havde efterstræbt. Årsagen til, at han har et ønske om at genopstå, er således ikke en ubændig glæde ved og en længsel efter livet, men snarere et middel til at rette på det, der er hændt ham i det hinsides. Det er med andre ord en kynisk og velovervejet udnyttelse af livet for at opnå en gunstigere lokation i efterlivets tvedeling.

Det er imidlertid også det, kvinden gør. Efter Thorkels død ofrer hun sig frivilligt, men det er ikke tanken om et helt efterliv i hans selskab, der tiltrækker hende.. Det er derimod udsigten til et langvarigt ophold i Valhalla, der gør det. Det er hermed helt entydigt, at hun giver sit eget liv op til fordel for efterlivets potentielle lykke. Denne frivillighed, der ligger bag hendes død, er muligvis den ulykkelige forskel  på hendes og Thorkels skæbne, for hendes pinsler ender med at overgå hans i en næsten uhyggelig grad. Med den ovenstående udlægning in mente, er kvindens lidelsesfulde skæbne også det punkt, hvor bogens klare afvisning af nihilismen lader sig se.
Dødstematikken, som den udfoldes i bogen, er ikke smuk og livsbekræftende, som den er, når den spindes ind i melankoliens æstetik. Den er derimod mørk og gruopvækkende i kraft af sin manglende skønhed og i sin afvisning af nihilismen. I lyset af dette kommer nihilismen til at fremstå som et trøstende gode. Og det er en imponerende bedrift fra Mosdals side.

Hvor Houellebecq fremstiller tilværelsen som et meningsløst fænomen, der udleves af personer, for hvem tilværelsen er aldeles meningsløs, ufuldstændig og næsten komisk, fremstiller Mosdal den på en diametralt anderledes måde: den er alvorlig, hårdtslående og brutal. Samtidig med at det utvivlsomt er en bog om døden, er det også en stor hyldestsang til livet. Nastrand synes ikke at være et efterstræbelsesværdigt sted, da det er meget langt fra at repræsentere og danne grundlag for det menneskelige liv i sin skønneste form. Det gør Valhalla derimod. Valhalla indbefatter grandiose måltider, alkoholisk selskabelighed, ærværdige mennesker og guddommelige skikkelser, der repræsenterer en menneskelig egenskab i sin fuldkomne form. Det er med andre ord et sted, hvor livets skønneste aspekter er allestedsnærværende.  

 

Konsekvens og kompleksitet

Stemningen og atmosfæren i Nastrand er konstant, og tegningernes mørke og minimalistiske æstetik bidrager utvetydigt positivt til dette. Selvom æstetikken og udtrykket forbliver det samme bogen igennem, kan man ikke på nogen måde sige, at det er en entydig bog. Den foregår i et mytisk, guddommeligt og fortidigt univers, hvor de taler nudansk. Det er en blanding af det nye og det gamle, det profane og det guddommelige, det storladne og det banale. Det er en på mange måder en god og fascinerende bog, som Mosdal har udarbejdet!

 


 

Søren Mosdal: Nastrand

Forlaget Escho (www.escho.net)

59 sider.

2017

Bogen kan købes på forlaget hjemme side her