Den forkerte vej er Michael Dysts 6. udgivelse. Udover at være forfatter er Michael også musiker, Spoken Word performer og klovn. På forsiden ses Michael med en flaske i hånden.

 

En digtsamling eller en beretning

På forsiden står der DIGTE, men i forordet bliver teksten refereret til som en beretning. Dette peger på, at det er en sammenhængende tekst, som i dette tilfælde er udført i digtform.

”Den Forkerte vej” er en digtsamling, som kræver noget af læseren. Temaerne befinder sig ikke i den lette ende, og titlen guider hurtigt læseren hen mod det overordnede emne. Titlen ”Den Forkerte vej” hentyder til, at der er en rigtig vej. Oftest dikteres den rigtige vej af samfundet, religion eller familien. Den forkerte vej indebærer som regel et møde med et misbrug af en art, måske en kriminel løbebane eller andet der afviger kraftigt fra det, som er godt og pænt – eller bare normalt. De mennesker, som går den vej, er i hvert fald ikke ligesom alle andre og er ”kommet på afveje”.

 

Den nordiske mytologi

Michael Dyst skriver om at stå uden for samfundet, selvom man ”på papiret er velfungerende og teknisk set eksisterende”. Referencer til den nordiske mytologi som denne:

”Igen

Koger Midgård over af mangfoldig ondskab

Igen

Forbliver mine økser blanke

Retfærdighed og blodhævn

Er kun en smuk tanke”

ses sporadisk igennem bogen.

Stærke, dystre sætninger som ”Jeg foretrækker flydende terapi”, ”englebid i samtlige indvolde” og ”Jeg sniffer al den intethed jeg kan komme i nærheden af” frembragte billeder som satte sig fast, og gav mig lyst til at læse videre.

“Den forkerte vej” er egnet til at blive genlæst – det bliver den kun bedre af.  Men på den anden side skal man også være indstillet på, hvilke type digte vi har med at gøre. Det er ikke opløftende læsning, men mere en ærlig gengivelse af emner som vi måske nødvendigvis ikke bryder os om at forholde os til. Måske er det alligevel også den slags læsning, de fleste af os foretrækker? Læsning som rykker bare en lille smule ved vores forståelse af verden – det er i hvert fald den slags litteratur, som jeg foretrækker.


 

INFO

Forfatter: Michael Dyst

Forlag: Copenhagen Storytellers

2017

80 sider

Samlingen kan købes her