Med Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri har Luca Engberg Talamona skrevet en rørende fortælling om et forældrepars ophold på et hospitals neonatalafdeling. Romanen rummer både stilistisk vellykkede og æstetisk smukke passager om et forældrepars samhørighed, ensomhed, glæde og smerte.
Den nemme toer
Siden Luca Engberg Talamona udgav sin debutdigtsamling, Alcatraz, i 2017 har han både figureret som pensum på litteraturvidenskabelige uddannelser og fungeret som underviser på Forlaget Gladiators forfatterskole. I stedet for at udkomme med endnu en digtsamling udkommer han nu med romanen Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri. Den handler selvfølgelig om flere forskellige ting, men det overordnede tema er forældreskabet og de sorger og glæder, der følger med det at dele livet med et andet menneske – og det er et tema, der er blevet behandlet i flere udgivelser, som vi er blevet beriget med i Danmark. Det tæller både Maja Lucas’ Mor, Oliver Stillings Mig og Nelson og Rachel Cusks essay Et livsværk. Hvor Cusks essay udmærkede sig ved at være en eksistentiel refleksion over, hvad det at få et barn gør ved et menneske, er Talamonas roman mere et digterisk og emotionelt portræt af to mennesker, der netop er blevet forældre, men som bliver nødt til at opholde sig på hospitalet i tre måneder, fordi deres søn er blevet født for tidligt. Og det portræt – det er virkelig godt.
Lyrikken som inspiration
Portrættet er af kæresteparret Theis og Viktoria, der skal få en hverdag op at køre på hospitalet, hvor deres nyfødte søn ligger på neonatalafdelingen – afdelingen for børn, der er for tidligt fødte, og som derfor har behov for maskiner til at holde sig i live. Det er tre måneder, hvor der ikke er noget, de skal nå, de skal ”kun sove og vågne”. Romanen er fortalt fra flere forskellige synsvinkler: Vi får både Theis’ synsvinkel, Viktorias og en, som parret deler. Uanset om det er fra den ene, den anden eller den tredje synsvinkel, så er romanen digterisk i sin form og tydeligt inspireret af lyrik. Det betyder, at den form, som Talamona gør brug af, ikke er den samme som den klassiske romanforfatters. Men det er bestemt heller ikke nogen hæmsko. Jeg har snarere en følelse af, at det faktisk er en fordel, fordi vi dermed får en kombination af prosaens fortællerkraft og poesiens unikke følsomhed. Det forekommer mig at være en meget velegnet form at fortælle historien om Theis og Viktoria i.
Denne historie fortælles i to forskellige spor. Vi har et erindringsspor, og vi har et spor, der følger dem i deres nye hverdag på hospitalet. De to spor komplementerer hinanden rigtig godt, og det gør de, fordi Talamona har et skarpt blik for, hvordan man tegner et vedkommende og dybdegående portræt af to mennesker uden at lave en slavisk gennemgang af deres biografi. Det meste af tiden skabes portrættet med få oplysninger, der sørger for kronologien i deres historie, og et væld af små øjeblikke af en hverdagsskønhed, hvis udtryk måske bedst kan sammenlignes med en lettere modificeret udgave af det, som Tomas Espedal har i sine bøger.
Hvordan Talamona formår at gøre det kan man for eksempel se, når han beskriver en scene set med Viktorias øjne. I en af romanens første kapitler står der: ”Jeg drømmer om, at vi lejer et sommerhus, når barnet kommer, og Theis synes, det lyder som en god idé. Jeg elsker, når vi ligger ved siden af hinanden i sengen, og han sover, han har lagt en hånd på sit bryst, og jeg kysser den. De små boblelyde, der kommer fra tid til anden fra hans mund, de pjuskede mørke øjenbryn, der bevæger sig op og ned i hurtige ryk. Eller når han vågner, og jeg tager fat i hans hænder og vender håndfladerne opad”. Det er ikke bare en fin iagttagelse, men også en poetisk vellykket beskrivelse af en ellers ret banal situation. Og det kræver en veludviklet litterær begavelse at gøre det.
Historien om Theis og Viktoria
Nogle af de passager i romanen, som jeg holder ekstra meget af, er de passager, der beretter om, hvordan Theis og Viktoria møder hinanden i København – og hvordan de efterfølgende indretter deres liv sammen. Med forholdsvis få ord tegner Talamona et glimrende portræt af parret Theis og Viktoria, der grundlæggende er to forskellige mennesker, men som tager del i den samme sorg, da deres første barn bliver dødfødt. Efter det flytter de sammen, fordi de ”ikke kan klare at være alene mere”. Men det betyder ikke, at Viktoria og Theis finder ind i en finere harmoni. For det gør de ikke. Selvom Viktoria bliver gravid et års tid senere, så ekspliciterer Theis, at han slet ikke er klar til at få et barn efter, at deres første blev dødfødt. Men det er ikke noget, som han indvier Viktoria i.
Det er imidlertid ikke det eneste eksempel på den distance, der er imellem dem. Det kan nemlig også diskuteres, om Viktoria forstår Theis’ usikkerhed og hjerteskærende følelse af at være grim, fordi han lider af en hudsygdom, der medfører, at han har røde skjolder og hævelser i blandt andet ansigtet. Når hun afbryder ham i at sidde og pille i det ude på toilettet, kigger han på hende med sørgmodige øjne og siger, at han er ”så fandens grim, ynkelig, det er ikke til at holde ud”. I stedet for at tale med ham om det og svare på hans spørgsmål om, hvorfor hun dog vil være sammen med ham, så plejer hun at hente en creme til at smøre det med. Det er selvfølgelig en fin gestus, men det ændrer ikke på, at man sidder tilbage med en følelse af, at Theis er meget alene med at føle sig utiltrækkende.
Denne distance mellem dem, der kommer til syne i tilbageblikkene, er også med til at forklare den underliggende og næsten konstante stemning af ensomhed og næsten fremmedgjorthed, der præger nutidsscenerne på hospitalet. Selvom mange fine og livsbekræftende øjeblikke bliver udfoldet, er hospitalsscenerne præget af en sælsom ensomhed, der selvfølgelig forstærkes af den fortvivlelse og den frygt, der er til stede som følge af deres søns tilstand. Scenerne fra hospitalet er ikke billedskønne i klassisk forstand, men der er en sensibel skønhed i det, som Talamona næsten aldrig afviger fra. Det er en af romanens helt store forcer, at æstetikken og sproget er den samme underordnet, hvad der bliver beskrevet. Det er, som om Talamona har udviklet et sprog, der gør ham i stand til at beskrive snart sagt alt uden, at der er iøjnefaldende forskelle på de stilistiske virkemidler.
Ensomheden kommer til udtryk på flere måder. En af dem er i en dagbogsoptegnelse, som Viktoria skriver på hospitalet, hvor hun reflekterer over, om hun ved, hvad Theis tænker på. Det ender hun med at konkludere, at hun ikke rigtig gør. Den stille frustration, som Viktoria føler, er også en, som Theis føler. På et tidspunkt beskriver han, hvordan hun bare kan bede ham om at tage sine høretelefoner af, hvis ”hun gerne vil snakke eller bede om hjælp”. Netop de høretelefoner, som Theis ofte sidder med, er en vigtig detalje og en meget velvalgt ting i afsnittene om hospitalsopholdet. Theis lytter til et utal af podcasts om teknologi og universet. Det er han meget optaget af, og Viktoria er meget optaget af, hvad Theis’ mange timer med podcasts betyder og hvad, det er et tegn eller et symptom på. Dermed bliver høretelefonerne til et håndgribeligt symbol på den distance, der er mellem dem. De bliver både et symbol på ensomheden, når han sidder og lytter til dem uden at fortælle Viktoria om det, han får at vide, og et symbol på den samhørighed, der af og til bryder ensomheden, når han tager dem af og fortæller Viktoria om det, han har hørt om Elon Musk og Mars.
Ensomhed og samhørighed
Tilbage står en både livsbekræftende og melankolsk roman om et forældrepar, hvis nyfødte søn er indlagt på en neonatalafdeling. Det giver både et portræt af kærlighed mellem to mennesker og en skildring af de øjeblikke i hverdagen, der bekræfter ensomheden, og dem, der bekræfter samhørigheden. Og det er to ting, som Talamona er meget dygtig til at udfolde.
Info
Luca Engberg Talamona: Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri
Forlaget Gladiator
2021
147 sider