I nogle uger har jeg tænkt over, om litterære formeksperimenter er litteraturens fremmeste opgave. Så jeg tog til Lille Bogdag den 12. maj i København for at finde ud af, hvad formeksperimentets eksistensberettigelse er.
Til et arrangement, som jeg deltog i sidst i april, sagde den danske forfatter og forlægger Bjørn Themsen, at formeksperimenter var det eneste, som litteraturen havde tilbage. Til lyden af Jay-Z-albummet 4:44 har jeg undertiden tænkt over, om det er rigtigt, når jeg har gået mine lange ture langs havnepromenaderne. Det mener jeg for nuværende ikke, at det er. Det på mange måder triste faktum, at James Baldwins forfatterskab stadigvæk er aktuelt, at George Orwell har ligget på både Barnes & Nobles bestsellerliste i løbet af de seneste år, og det, at Colson Whitehead kan skrive en prisvindende roman om, hvordan slaveskibenes spøgelser ændrer den måde, som vi tænker på, er for mig klare eksempler på, at skønlitteraturens fortsatte eksistensberettigelse ikke er bundet op på formeksperimenter. Selvom både Haruki Murakami og Peter Nadas heller ikke skriver romaner, der er stringente i deres kompositioner, er det næppe derfor, at de er seriøse kandidater til at modtage en af de største hæderstilkendegivelser i den litterære verden. Det er snarere deres imponerende fortællinger og uforlignelige evner til at fabulere i et simpelt sprog, der udmærker sig ved dets skønhed og sælsomme poesi.

Holdet bag Lille Bogdag: Rasmus Riiskjær, Rikke Oberlin Flarup, Thorbjørn Zeuthen Tirsted, Lars-Emil Foder, Christel Sunesen og Karen Elsebeth Jensen.
For mig at se er et formeksperiment altid en sekundær kvalitet ved et værk. Det kunne aldrig være det, der var meningen med det, eller det, der bar det. Det havde jeg i hvert fald svært ved at forestille mig, at det var, indtil jeg stod tidligt op en søndag morgen i april for at se Queen B , som de fleste kender som Beyoncé, give sin eneste nordamerikanske koncert på Coachella i Californien. Hun havde orkestreret sin sætliste således, at der opstod et narrativ, der tillagde sangene en ny betydning. Bag sig havde hun et blæserorkester og et jamaicansk jazzband, og hun refererede til en borgerrettighedsforkæmper, afroamerikansk kultur og den sorte musiktradition. I to timer kombinerede hun traditionsbevidsthed, politisk begavelse og den rodløshed og anarkistiske lyst til at udfordre konventionerne, som har gjort Kanye West til en af de største kunstnere i både det foregående og det indeværende årti. Det kom der én ting ud af: Musikalsk og kulturhistorisk historieskrivning i den californiske forårsnat.
Det var et særdeles vellykket formeksperiment, da det var den måde, som sangene blev præsenteret på, der gav dem deres indhold. Hun satte sin popmusik ind i en anden kontekst, og dermed ændrede sangene sig også. Det viste mig, at formeksperimentet var i stand til at være det bærende element i en sceneoptræden. Men det betød ikke nødvendigvis, at det ikke også kunne være en mulighed for en forfatter. Den umiddelbare grund til, at det lykkedes for Beyoncé, var, at hun havde skabt og udgivet sine sange, inden hun optrådte med dem. Det betød, at hun kunne fremføre dem på en måde, der ikke mindede om studieindspilningerne. Og det kunne tillægge sangene en ny betydning, det kunne ændre dem substantielt. Det privilegium og den mulighed har forfattere ikke, hvorfor jeg ikke mener at et formeksperiment kan være den bærende mening med et litterært værk. Det ville forudsætte, at man havde et allerede kendt indhold, som man kunne iscenesætte på en ny og anderledes måde.
Min kritik implicerede ikke, at det litterære formeksperiment ikke har sin relevans, sin eksistensberettigelse og sine kvaliteter. I dagene op til min tur til København læste jeg en bog, der udfordrede min påstand om, at et formeksperiment ikke kan bære en litterær udgivelse. Det var en samling af Eik Skaløes tekster, og store dele af teksterne fremstod halvhjertede og ufærdige. De tegnede et billede af en rastløs ung mand, der, med dagbladet Politikens tv-redaktørs ord, har en tilbøjelighed til at skrive, uden at han ved, hvad han gerne vil skrive om. Da de fleste digte og tekster er langt under det digteriske niveau, der forefindes på Steppeulvenes eneste udgivelse, Hip, er det kun det ovenstående, der gør, at jeg fandt udgivelsen interessant. Og det havde som sådan intet med teksternes indhold at gøre. Det var udelukkende formen, der gjorde det. Men det havde en lighed med den omtalte koncert: Det forudsatte, at der var nogle færdige tekster, som man kunne præsentere i en ny kontekst.
Det var med den læseoplevelse præsent, at jeg gik ned til banegården lørdag formiddag. Efter jeg havde flaneret de menneskerige gader i Indre By, der var befærdet af forstadsfamilier, fashionable fodgængere og udenlandske ishockey-tilhængere med tvivlsomme parykker, skæve solbriller og koloristiske trøjer, gik jeg mod Charlottenborg, hvor ”Lille Bogdag” blev afholdt. Da jeg gik forbi den bankfilial, hvor Søren Kierkegaards mangeårig hjem havde ligget, vidste jeg ikke, hvor mange besøgere, der ville være, men da jeg gik ind i Charlottenborgs gård, følte jeg mig sikker på, at det ville være et velbesøgt arrangement. Det var ikke muligt at finde et sted at sidde; alle stolene, bænkene og de alternative siddepladser var optaget. Jeg tog min jakke af, lagde den på brostenene og satte mig op ad husmuren og ventede på dem, som jeg skulle følges med. Dem, som jeg sad og iagttog var en blanding af universitetsstuderende, unge mænd i urbant tøj og forfattere i henholdsvis mørke kjoler, genbrugsskjorter og franske forårsjakker. Ved den lille bar, der forhandlede kaffe, stod der en gruppe af studerende, som, med en entusiastisk gestik, diskuterede Barthes, marxisme og Theis Ørntofts debutroman Solar. Den generelle stemning var overraskende afslappende; den var på én gang jovial, spændt og eftertænksom. Den vidunderlige kombination af det svage skydække, den ramponerede træplade, der udgjorde barens facade, de små statuer, de artistiske indgraveringer i Charlottenborgs mure, og de planter, der beklædte de mørkerøde mursten, fik mig til at tænke på en af de søvndyssende søndage, som man kan stifte bekendtskab med i franske romaner om det tilbageværende aristokrati. Det passede overraskende godt til det, som dette var: en uformel hyldest til de små forlag. Foruden dette, som var den officielle intention med begivenheden, havde en af arrangørerne, forlægger Rikke Oberlin Flarup fra Arkiv for Detaljer, ladet mig forstå, at det også handlede om at give de forlæggere, der ikke havde midlerne til at købe en stand på BogForum, en reel mulighed for at præsentere deres efterhånden talrige udgivelser for offentligheden. Det var en kærkommen mulighed, som et tocifret antal forlag har taget imod.

Daniel Boysens seneste digtsamling En vase i brystet, udgivet på forlaget Silkefyret i 2018.
Efter jeg havde konverseret et af mine gode bekendtskaber om cigaretmærker, dårlige film og provokationskunst, gik jeg ind i kunsthallen, hvor jeg blev overvældet over, at antallet af besøgende var så stort, at det var vanskeligt at gå rundt mellem standene og bordene i sit eget tempo. Da jeg havde talt med forlæggeren fra OVO press, Rasmus Graff, om Eileen Myles, så jeg, at Daniel Boysen, som er aktuel med digtsamlingen En vase i brystet, stod og talte med sin nuværende forlægger, Allan Lillelund, fra Forlaget Silkefyret. Hvad angik min personlige undersøgelse af formeksperimentets kvaliteter interesserede han mig, fordi han havde udgivet værket, Fordi ilden er vores, som han benævnte som en ”roman i opbrud”. Selvom han mente, at eksperimenter kunne sætte værket fri for forfattere såvel som for læsere, og at han mente, at eksperimenter kunne give indholdet en ny mening og revitalisere et forstærkede tema, så lod han mig forstå, at han i begyndelsen af sin skriveproces ikke vidste, at han skulle skrive en roman i opbrud. Genrebetegnelsen fandt han på i selskab med sin redaktør. Det mindede mig om et radiointerview, som jeg lyttede til med forfatteren Anders Haahr Rasmussen. Han har skrevet en bog, Det var ikke planen at købe kålroer, som Forlaget Ekbatana har udgivet som en ”kogebogsroman”. Til Skønlitteratur på P1s udsendte sagde han, at han begyndte at samle madopskrifter ind i løbet af det efterår, hvor han beboede en lejlighed i Brooklyn. Når man laver mad, sagde han, fortæller man ofte historier, så da han sad og arbejdede med de indsamlede opskrifter, fandt han på en række gode og morsomme historier. Og det blev til en roman. Det betød, at de ikke skrev med et formeksperiment for øje, det var snarere en konsekvens af det, som de skrev, og det som de ønskede at sige.

Bjørn Themsen fra forlaget Fuglekøjen og Asger Schnack fra Asger Schnacks Forlag.
Således forholdt det sig ikke hos Bjørn Themsen, som havde inspireret mig til disse tanker i april, og som jeg mødte igen ved denne lejlighed. Han sad ved siden af Asger Schnack, og da jeg havde talt med Schnack om Dan Turèll, bad jeg Themsen om at uddybe sin vidtgående påstand om, at formeksperimenter var det eneste, som litteraturen havde tilbage. Til min store glæde havde dette ikke noget med litteraturens forhold til film, musik og tv-serier at gøre. Det var med andre ord på litteraturens egne præmisser, at Themsen havde nået sin konklusion. Han sagde, at alle de historier, der kan fortælles, er fortalt, og alle de følelser og eksistentielle undersøgelser, der kan formidles i skønlitterære værker, er blevet det, og det indebar, at man, såfremt man ikke ønskede at reproducere Dickens, Rilke og Shakespeare, blev nødt til at eksperimentere med formen. Det var det eneste litterære område, der endnu ikke var blevet udtømt. Da film og tv-serier ikke har litteraturens imponerende og ærefrygtindgydende historie at forholde sig til, kan de stadigvæk fortælle historier uden at have et stort fokus på den måde, som de fortæller dem på. Men, som Themsen også påpegede, så ser man i dag formeksperimenter inden for filmmediet, som både er acceptable og udbredte, men som for ti år siden enten havde været vanvittige, avantgardistiske eller utænkelige. Selvom eksperimentets vigtighed bliver betonet langt mere hos Themsen end det bliver hos Boysen, så fornemmede jeg alligevel en lighed: De lod til at være enige om, at formeksperimenter kunne føje en ny mening til de allerede fortalte historier på en sådan måde, at det ikke var en reproduktion. Sidst på eftermiddagen forlod jeg arrangementet. Jeg spiste til aften i Strædet i Indre By, og da jeg havde konverseret nogle af mine bekendtskaber om Nick Cave, københavnske fodboldklubber og britisk rockmusik, gik jeg mod Rådhuspladsen, mod Hovedbanegården, mod mit hjem i Odense.
Læs mere på Lille Bogdags hjemmeside her