I Denton Welchs Ungdoms sødme følger vi den femtenårige Orvil i løbet af en sommerferie i den engelske idyl. I et sprog, der næsten er aristokratisk i sin ømhed og elegance, udfoldes Orvils angst, hans forfængelighed og hans kontrastfyldte personlighed, der både rummer en fascination for skønhed og en tiltrækning mod et seksuelt afvigende begær.   

John Waters’ yndlingsforfatter

Den britiske, nu afdøde forfatter Denton Welch er ikke et navn, som den almindelige bogkøber i Danmark kender. Det gjorde jeg heller ikke, før jeg stod med romanen Ungdoms sødme i hånden. Og det er ærgerligt, for jeg skulle ikke læse særlig mange sider af denne roman, før det stod klart for mig, at Denton Welch er en forfatter med stor indsigt udi psykologiske forhold i sine personskildringer og en glimrende stilist, der mestrer den følsomme prosa. Selvom han er et ukendt navn i Danmark, så har han heldigvis haft sin indflydelse på flere kunstneres værker. På udgivelsens bagflap kan man blandt andet læse, at beatforfatteren William S. Burroughs er citeret for at have sagt, at Welch er den forfatter, der har haft den største direkte indflydelse på hans egne værker. Og filminstruktøren John Waters, der står bag en række kultfilm samt millionsuccesen Hairspray, citeres for at have sagt, at Ungdoms sødme måske er verdens bedste roman.

Angst og forfængelighed

Hvis John Waters har ret i det, så udspiller verdens måske bedste roman sig i en sommerferie, hvor den femtenårige Orvil er vendt hjem til et landsted på sommerferie fra den britiske kostskole, som han har sin daglige gang på. Det kunne uden problemer lyde som begyndelsen på en fortælling om en aristokratisk tragedie eller en mere klassisk dannelseshistorie. Men det er det ikke. Det er derimod begyndelsen på en på mange måder almindelig sommer i melankoliens greb, som Welch udfolder i små glimt, i følsomme stemningsbilleder og i poetisk velfungerende skildringer af aldersløs vemod, landlig idyl og ungdommelig tristesse.  

Allerede på de allerførste sider af Ungdoms sødme antydes det, at Orvil er en ængstelig teenager. Men at det faktisk er tilfældet står for alvor klart, da han på et tidspunkt springer ud af sengen i al hast for at se på sit eget spejlbillede. Han frygter, ”at han nu, i en alder af femten, var ved at miste sit smukke udseende” – og denne frygt bliver endnu engang omtalt et par sider længere inde i bogen, hvor han mindes den morgen, nogle af drengene på kostskolen fortalte ham, at han så medtaget ud, fordi han havde synlige poser under øjnene. For Orvil er det et ømtåleligt emne, blandt andet fordi hans trætte øjne først og fremmest skyldes, at han ofte ligger ”vågen hele nætter grebet af angst og uro”.

Hermed er den melankolske grundstemning, der indirekte gennemsyrer hele romanen, og som undertiden bliver direkte ekspliciteret, slået an. Denne sammenblanding af angst og en forfængelig opmærksomhed på ens eget udseende er Welch rigtig god til at udlægge. Ved at tilskrive det Orvils teenagealder undgår Welch nemlig, at det enten kammer over i den rene nihilisme – som forfængeligheden gør i en roman som for eksempel Bret Easton Ellis’ American Psycho – eller i en slags refleksion over tiden som et ødelæggende og destruktivt fænomen, som man for eksempel kan læse det ud af Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray.

Når det netop bliver tilskrevet den unge Orvil, der endnu ikke erfarer verden i filosofiske og intellektuelle pointer, men derimod gennem et mere umiddelbart og sanseligt blik, så bliver vemodet, angsten og forfængeligheden til en underlæggende stemning snarere end det, som romanen vil fortælle os om. Det er udelukkende til romanens fordel, fordi den dermed tegner et portræt af disse følelser som anskuelsesformer, der former den måde, man ser verden på.

Den dobbelte fascination

Hvad romanen så vil fortælle os er imidlertid et godt spørgsmål. I sig selv er handlingsforløbet uinteressant at berette om, fordi der ikke rigtig er et. Der finder ikke nogen nævneværdig karakterudvikling sted, og den fremadskridende fortælling er minimal og sådan set blottet for opbyggelighed. Men de forskellige afsnit, der udgør romanen, rummer næsten alle sammen en vidunderlig beskrivelse af noget, en indsigt ind i Orvils psyke eller en implicit pointe af eksistentiel relevans.

For mig at se er der især to gennemgående tematikker, der illustrerer og repræsenterer det, der gør Welchs roman om Orvils sommer så læsværdig, som den nu engang er. Den første tematik skriver sig ind i det gennemgående spor i romanen, som handler om Orvils forfængelighed og sensible måde at se og være i verden på. I løbet af romanen er der flere passager, der vidner om, at Orvil er fascineret af polerede overflader og ren skønhed. Det kommer blandt andet til syne i en passage, hvor det med en fin detaljerigdom bliver beskrevet, hvordan Orvil besøger en antikvitetsforretning og ender med at købe en kinesisk underkop og en parfumeflakon, som han slet ikke kan stå for.

Denne fascination ses også, da Orvil finder en gammel bog om idræt. Inspireret af den opfinder han en ny rutine, hvor han inden morgenmaden lægger sig ”på værelsets grå gulvtæppe og løftede med stort besvær begge ben i vejret. Det glædede ham at mærke mavemusklerne blive stramme, hårde og ømme”. Det resulterer i,at han bliver mere og mere betaget af sin egen krop på en måde, der gør, at han ”længtes efter at forme den, så han lignede den firskårne mand på omslaget af bogen”.

I stor kontrast til dette udtryk for forfængelighed og den fascination for overflader og skønhed, Orvil indeholder, står romanens anden gennemgående tematik: et begær, der i England i romanens samtid sås som et udtryk for en afvigende seksualitet. Det mest iøjnefaldende eksempel på dette er en scene med en mand, som han møder ved en flod. I den engelske sommer i de idylliske omgivelser omkring floden besøger Orvil manden, der får ham til at klæde sig af og efterfølgende lade sig binde. Eksemplet her er ikke det eneste i romanen, men det er en fin demonstration af den kontrast, der viser sig flere steder: at vi på samme side kan læse en poetisk afmålt beskrivelse af den engelske natur og en beskrivelse af en bindeleg mellem en mand og den unge Orvil. Umiddelbart virker kontrasten ekstrem, men fordi Welch er en så dygtig stilist, og fordi portrættet af Orvil er så gennemgribende godt, er det troværdigt hele vejen igennem.    

En gave til den læsende dansker

Om John Waters har ret i, at Ungdoms sødme er verdens bedste roman, kan man selvfølgelig altid diskutere. Men for mig er der ingen tvivl om, at Forlaget Sidste Århundrede med denne udgivelse har forsynet den danske læser med en roman, der i værste fald kan kategoriseres som begavet romankunst og i bedste fald som et lille mesterværk.





Info

Denton Welch: Ungdoms sødme

Oversat af Theis Duelund

2019

Forlaget Sidste Århundrede

210 sider

Læs mere her