Genudgivet vagabondroman: I Gud mildner luften for de klippede får fra 1938 lader Mogens Klitgaard sin jeg-fortæller vandre Europa tyndt med det formål at tilfredsstille udlængslen og finde friheden i grøftekanten.
Fuldt fortjent genudgivelse
Mogens Klitgaards vandringsroman fra 1938 er blevet genudgivet i Gladiators Sandalserie, en serie der med forlagets egne ord rummer værker, der er ”klassikere på kanten”. Den betegnelse kan med rette bruges om dette værk, der til trods for en vis anerkendelse i samtiden ikke satte helt så store spor i litteraturhistorien, som eksempelvis Tom Kristensens Hærværk (1930). Det er svært ikke at sammenligne Gud mildner luften for de klippede får med Kristensens berømte roman, dels fordi begge værker blev til i mellemkrigstidens rolige uro og dels fordi, de begge er grundlagt på følgende spørgsmål: at indordne sig eller ikke at indordne sig. I samfundet forstås. Det er altså fuldt fortjent og med rette at Klitgaards nøgleroman her bliver genudgivet.
Fortælleren som fortolkningscentrum
På kanten er også romanens hovedperson: I et folkekøkken i København sidder en vagabond og fortæller om sit liv på landevejen for smøger og småpenge. En lang række erindringer tager læseren med gennem landsstrygerlivet i blandt andet Sverige, Tyskland og Frankrig. Klitgaard lader flere gange fortællingen sno sig tilbage til det narrative udgangspunkt, altså vagabondfortælleren i folkekøkkenet, som flere steder tiltaler læseren direkte. På den måde har Klitgaard skabt et stærkt centrum i fortælleren, der igennem hele romanen fungerer som fortolker af sine egne oplevelser. Disse fortolkninger løber over flere sider og fletter sig ind og ud af røverhistorierne fra landevejene. At Klitgaard valgte at lade sin fortæller sidde retrospektivt og vurdere og fortolke sine egne oplevelser er min eneste anke mod værket, fordi han simpelthen ender med at låse sin egen tekst ind i en fortolkningsramme, der især handler om arv og miljø. Det synes jeg er ærgerligt, for historierne fra landevejene er i sig selv mangefacetterede og fulde af modsætninger.
Detaljesans
Fortælleren charmerer sig bestemt også ind hos sin læser. Med lige dele humor og kynisme berettes der om et omflakkende liv, der hovedsageligt består af tiggeri og plattenslageri. Særligt underholdende er det store persongalleri, der udfolder sig omkring fortælleren, og vi lærer blandt andet om hierarkierne i vagabondmiljøet, som er befolket af en broget skare af optimistiske fantaster og hærdede kynikere. Disse hjemløse karakterer bliver aldrig flade, netop fordi det er en præmis, at disse figurer skal være forbigående. Desuden havde Klitgaard en enorm sans for detaljer, hvilket kommer til udtryk i de fine beskrivelser af karakterer som for eksempel Valby-Povl, mor Britta og Värmlands-Kalle.
Landevejen som den ultimative frihed
I løbet af romanen slår fortællerens moralske kompas ud flere gange; han kan nok slippe afsted med at snyde og stjæle når maven er tom, men han får altid frygtelig dårlig samvittighed bagefter. En dårlig samvittighed han giver sin alt for gode opdragelse skylden for. Jeg-fortælleren har som erklæret mål at undslippe den familie og den småborgerlighed, der dannede rammen om hans opvækst. Han vil hellere gå sulten og gennemblødt på landevejen, end at vende tilbage til de stille stuer og bornholmerurets tikken. Størst af alt er friheden, og den jages i romanen intensivt og medrivende over knap 200 sider.
Virkeligheden som ramme for fiktionen
Som bonus får vi, ud over et udmærket og oplysende efterord af Hans Otto Jørgensen og Christian Snæland, tre såkaldte ’hot shots’, som består af tre mindre tekster, der alle viser andre sider af Klitgaards evner. Ud over den gribende skildring af 2. verdenskrigs rædsler i Luftlagemeldung er essayet En søndag for to år siden særligt interessant, fordi Klitgaard her blandt andet beskriver sit eget liv som vagabond og sit valg om at begynde at skrive. Denne tekst skaber en interessant kontrast til selve romanen, idet den dels forstærker romanens fiktive status ved netop, i modsætning til romanen, at beskrive virkeligheden, men som dels også svækker fiktionens magt, fordi Klitgaards eget vagabondliv lægger rammen for romanen.
Info
Forfatter: Mogens Klitgaard
Religeret af Hans Otto Jørgensen
Med efterord af Hans Otto Jørgensen og Christian Snæland
Sideantal: 213
Bogen kan købes her.