Et eksotisk ægteskab er en vidunderlig lille bog, der både er et brutalt og ærligt portræt af et japansk middelklassepar og en smuk refleksion over, hvad et menneske kan gøre for at bibeholde sig selv i en verden, der ikke er skabt i ens eget billede.

Middelklassens elendighed

Vi har også en tradition for det i Danmark: at skildre skyggesiderne ved middelklassens stille og trygge liv. Det er i særdeleshed forfatterinder som Kirsten Hamann, Lone Hørslev og Lotte Kaa Andersen, der kan nævnes i denne forbindelse. I et uprætentiøst sprog og med noget, der virker som en stor forkærlighed for den journalistiske reportage, skildrer disse forfattere de lidelser og de elendige dage, som hører med til at være et moderne og tilpas velstillet menneske, der er utilpas i deres parforhold, når de har et, og længes nådesløst efter et, når de ikke har det. Dette gør de vel at mærke uden hverken at være fordømmende overfor eller sympatiserende med de mennesker, de skriver om, og de skæbner, de udlægger. Det er også det, Yukiko Motoya gør i Et eksotisk ægteskab. Det er til dels i dén litterære tradition, at den lille bog skal læse

Ægteskab og trivialitet

Den kvindelige hovedperson i Et eksotisk ægteskab bor sammen med sin mand. Hun er hjemmegående, og når hendes mand kommer hjem fra arbejde, er han ikke et overskudsmenneske med lyst til brætspil, sex og lange samtaler om, hvordan det er at være i live. Kort inde i den lille, prægnante roman på knap 100 sider siger hovedpersonens mand til hende, at han er en, der ”gerne vil se fjernsyn tre timer hver dag”. Dette indebærer ikke, at han godt kan lide at se dokumentarer og  politiske analyser. Det er derimod underholdningsprogrammer, han bemandet med aftensjusser sidder foran fjernsynet og ser. Men det er imidlertid ikke den eneste fritidsbeskæftigelse, han har. Når han ikke arbejder, ser fjernsyn eller spiser den mad, som hans hustru laver til ham hver dag,  spiller han et spil på sin iPad. Dette spil er ifølge hans hustru dybt meningsløst. Hun forstår ikke, at han finder det underholdende, men hun tolererer og accepterer det.  

Udlægningen og de koncise og konstaterende beskrivelser af dette på mange måder normale, men også dybt indholdsløse liv, er gode. Med en omskrivning af Hannah Arendts begreb ”ondskabens banalitet”, der kort fortalt dækker over, at man godt kan foretage en ond handling uden selv at ville det onde, kan man sige, at Motoya skriver om banalitetens tragedie. Og det gør hun overbevisende. Med afsnittene om, hvordan ægtemanden lever sit liv, formår Motoya det, som de bedste romaner om middelklassens elendighed gør: at være et bundreelt skræmmebillede på, hvordan mange faktisk ender med at leve, uden at de oprindeligt har villet det.

Det er bestemt ikke noget, man bare lige gør. Hvis det skal have den ønskede effekt, så skal man skrive et troværdigt portræt, der ikke konkluderer, at det pågældende menneske er et røvhul. I Et eksotisk ægteskab er ægtemanden ikke videre sympatisk, men han fremstår heller ikke som et menneske, der er decideret ubehageligt. Uden, at det ekspliciteres, virker det som om, hans usympatiske sider enten er et udslag af tidligere undertrykkelse eller hans nuværende kedsomhed. 

Den på overfladen irriterende kommentar om, at han er en mand, der godt kan lide tv, kommer af, at han i sit tidligere forhold har måttet lægge låg på denne tilbøjelighed. Det har han ikke tænkt sig i sit nye forhold, og det faktum, at han nu insisterer på, at han vil se tv, kan også anskues som en tillidserklæring til hende: Han er sikker på, at hun vil tage ham med alle hans svagheder. 
Dette er blot ét eksempel, men på samme måde kan alt det, der umiddelbart virker latterligt, trivielt og dovent ved ham, forklares på en både begribelig og sympatisk måde.  Det er det, der gør, at portrættet er rasende begavet; for det indgyder en idé om, at selv dem, der er velmenende, kan ende i hans situation på et tidspunkt.

Personlighedsopløsning   

I sig selv kunne disse scener fra et parforhold godt konstituere en selvstændig udgivelse. Det nøjes Et eksotisk ægteskab ikke med, og det er i flere henseender også den måde, som hustruen ser ægtemanden og deres forhold på, der gør, at bogen går fra at være god til at være virkelig god. Måden, dette sker på, er gennem reelle ændringer i ansigtet.

Den måde, som hun iagttager mandens ansigtsmodulationer på, og den dybere mening, der ligger i det, er aldeles stærk og vellykket. For det er, når han er mest banal og derfor mindst sig selv, at hans ansigtstræk ændrer sig. Hun konstaterer blandt andet, at hans ansigt er ”allermest sjusket, når han [sidder] med sin whiskysjus og [ser] fjernsyn”. Det faktum, at hans ansigtstræk ændrer sig, er noget, som hun gerne vil have ham til at lægge mærke til. Det fører til, at hun får ham til at se sig i spejlet i de øjeblikke, hvor hun iagttager ændringer. Men når han rejser sig op og bekigger sig selv i spejlet, er hans ansigt normalt igen. Symbolikken i dette er dybsindig og iøjnefaldende, og den måde, som Motoya skriver dette ud på uden at gøre læseren opmærksom på, at det kan læses med en dybere betydning, er tenderende til at være fænomenal. Blikket og fortællerstemmen er hele tiden hustruens, og på trods af, at det kunne være fristende og til tider ikke helt malplaceret at afvige fra, forbliver bogen tro mod hustruens umiddelbarhed og ikke-refleksive tilgang til livet.  

I sidste ende handler Et eksotisk ægteskab om, hvordan man forbliver tro mod sig selv i et parforhold. Med det skriver Motoya sig også ind i en tradition, som hendes landskvinde Sakaya Murata fornyede og revitaliserede med Døgnkioskmennesket. På overfladen beskæftiger Døgnkioskmennesket sig med det stille liv i storbyens støj, men i sidste ende er det en roman om filosofisk tunge spørgsmål, herunder hvad det vil sige at være et menneske, og hvordan man kan være i verden uden at kompromittere sig selv. I henhold til det og i særdeleshed til sine tidligere parforhold gør hustruen sig en ubehagelig og dybt melankolsk erkendelse. Hun tænker over sin måde at indgå i relationer på. Hver eneste gang, hun har været i et forhold, har hun med tiden overtaget sin partners måde at tænke på og tale på. Med andre ord er hun endt med at miste sig selv til fordel for en vag og inkonsekvent kopi af sine partnere. Halvvejs inde i bogen får det hende til at konkludere: ”Nu var jeg bare en slags slangespøgelse, som var blevet ædt af adskillelige slanger og havde mistet mit oprindelige jeg, længe før jeg blev slugt af min mand. Måske var det derfor, det ikke bekymrede mig særlig meget, om den person, jeg boede sammen med, var min mand eller bare et væsen, der lignede min mand”. 

Tilbage står en lille og virkelig bog, der er en vigtig påmindelse om, at man skal være sig selv tro og lade være med at glemme, at det er to hele og unikke mennesker, der konstituerer et vi. Det gælder også de smukkeste og mest fyldestgørende af disse vi’er. 




Info

Yukiko Motoya: Et eksotisk ægteskab

Forlag: Korridor

2020

103 sider