Peter-Clement Woetmann har efter eget udsagn skrevet en klagesang, og det er netop, hvad Bag bakkerne, kysten er: et udbrud af afmagt over at være bare ét menneske, der hverken kan begribe eller handle i den grumme, grumme virkelighed, der i Danmark på dårlige dage behandles som en slags fiktion.

 

Et system, der taber kontrollen – på den gode måde

Bag bakkerne, kysten er et langdigt om identitet: om hvem, vi er, defineret gennem det, vi ikke er. Om ambivalensen i de væsensforskellige virkeligheder, verden i dag tilbyder, afhængig af noget så krampagtigt tilfældigt som fødested, som nationalitet. Forsideillustrationen kan være et strå, der skal vise den tilfældighed, der ligger i at trække det korte frem for det længste. Bag bakkerne, kysten handler for denne læser ikke om at forstå de andre, men om at anerkende dem.   

Langdigtet læser nærmest sig selv i en monoton messen, sat i gang af et stringent og ret simpelt system. Alle sætninger begyndes af enten Min krop er eller Min krop er ikke.

Systemet veksler i vægten af positive og negative strofer, hvilket bidrager til en fornemmelse af stærk afmagt eller kontroltab i læsningen. I den anden halvdel af langdigtet udgør Min krop er ikke-vers pludselig en klar og tiltagende overvægt. Hvad der startede som en selvidentificering i form af milde, positive udsagn om jegets krop (med behagelige billeder som Min krop er vindens krop, dovne dun på kinden, s. 7) har accelereret sig til en klaustrofobisk kompakt bombe af udsagn om en virkelighed, jeget ikke er: Min krop er ikke krigenes kroppe (s. 21) eller Min krop er ikke 15 druknede kroppe, 40 stadigt savnede (s. 41). Jeget synes ude af kontrol og ude af sig selv – hvem kan jeg være, og hvordan skal jeg forstå mig selv i en verden, hvor dette er virkelighed?

 

En klagesang

Motivationen er stærk politisk (og jeg vil også kalde den humanitær): Peter-Clement Woetmann har skrevet et langdigt om flygtningekrisen, om krig og død og ulykke.

I Bag bakkerne, kysten skabes et næsten bizart benægtende jeg, der messende gentager sin stærkt afgrænsede identitetsforståelse måske netop for at overdøve den larmende realitet, der ligger i de negative Min krop er ikke-strofer. Eller gøre et forsøg på at omfavne den. Udgivelsen kalder sig selv en klagesang. Det kan jeg vælge at opfatte på to måder.

Det kan være klagen over ikke at kunne opretholde et behageligt selvbillede i al den ulykke, der tilkommer de andre. En kynisk stemme, der klager og klynker: Kan I larme lidt mindre, når I dør? Det er svært at koncentrere sig om at have det godt med sig selv.

Eller det kan være en medlidende klagen, en sorgfuld, beklagende klagen: Jeg kender til jeres ulykkelige liv, men jeg forstår dem ikke: ikke desto mindre græder jeg for jer.

 

En tvungen bøn

Særlige vers går igen, hvilket bidrager yderligere til fornemmelsen af en messen eller en bøn. Når jeg læser det genkommende vers Min krop er blå øjne hvide hud opfatter jeg gentagelsen som en streng nødvendighed: Jeg ser for mig et jeg, der med lukkede øjne må gentage den samme selvopfattelse igen og igen for at kunne holde den i live. Et jeg, der vakler i den selvopfattelse i kraft af Min krop er ikke-erkendelserne: På den måde kan langdigtet opfattes som et udtryk for ambivalensen i det at være et privilegeret jeg i, ikke bare sikkerhed, men sågar magelighed (som det kommer til udtryk i eksempelvis Min krop er iskiosken, parasollen foran iskiosken og de hvide plastikstole foran iskiosken, s. 7) en verden, hvor dette langt fra er tilfældet for alle.

 

En sorgens sang

Bag bakkerne, kysten er en øm klagesang, der forsøger at besynge en anden virkelighed end vores, men som også i høj grad besynger det ambivalente ved at skulle forstå og begribe en netop anderledes virkelighed. Det er et langdigt, der messer sig ud af kontrol, fordi et portræt af flygtningekrise og krigskatastrofer uundgåeligt må være rystet, for at vi kan bære at kigge på det. Mest af alt er det et vidnesbyrd fra et menneske, der ikke kan forstå, men som stadig kan anerkende eksistensen af mennesker, der er dømt til andre skæbner end i al fald denne privilegerede danske læser.  


INFO

Peter-Clement Woetmann

Bag bakkerne, kysten

61 sider

2017

Bogen kan købes hos forlaget her

 

Print Friendly, PDF & Email