Automagisk er en roman der omhandler barndomsvennerne Jonathan og David, som i fællesskab har skabt en global succes med et virtuelt rockband. Vi befinder os i en verden hvor billedernes magt er alt, hvor jagten efter morgendagens succes splitter venskaber, knuser drømme og udfordrer den menneskelige moral.
Billedernes verden
Romanen er opbygget af en fremadskridende fortælling fortalt af David, afbrudt af en brevveksling mellem David og Jonathan. En brevveksling som i stigende grad viser et venskab der langsomt er på vej mod sin opløsning. I hvert fald når det kommer til teoretiske og filosofiske overvejelser om, hvilken magt billedet har og hvilken betydning denne magt bør få.
I romanens indledning er det, som om vi får tegnet et portræt, navnlig af David figuren, af det man kunne kalde en Kierkegaards æstetiker i fuldt moderne medieantræk. Som figuren David udtrykker det et sted: ”… jeg havde valgt verden fra, fordi den ikke fortjente min opmærksomhed”. I en over æstetiserende kompensation for den virkelighed han oplever som mangelfuld, grim og afskyelig i al dens begrænsning, hengiver han sig til billedernes verden og magt, hvor fantasien ingen grænser kender. Han beruses af den magt billederne har til at få mennesket til at tænke og handle. Han fascineres af den grænseløse leg billedernes verden tilbyder. Som her hvor David skriver til sin ven Jonathan:
”Hvor fattige ville vi ikke være uden vores billedbank i baghovedet? Tænk dig, at være reduceret til udelukkende at leve i virkeligheden – ingen fantastiske farver, utrolige historier eller rygradskillende musik og lyd. Sig hvad du vil om min eskapistiske tilgang til eksistens, men uden ville vi ikke være mere andet end sække af kemi og knogler fanget i et evigt ræs efter føde, mekanisk og sjælløst. Alt der gør det værd at leve, findes i det fantastiske, og det fantastiske er ikke foran os, men inde i vores hoveder.”
Billedernes verden kan forføre andre, tilfredsstille legens ophavsmand, dennes behov for manipulation og forførelse af andre; en forførelse der giver forføreren en fornemmelse af magt. Vi har tegningen til, hvad der kunne være et interessant studie i dette menneskes møde med en virkelighed, der ikke danser efter hans pibe – en beskrivelse af dette menneskes afgrundsdybe frygt for ensomhed og isolation, kombineret med manglen på moralsk kompas og stædig fastholdelse af en indædt vilje til at udkonkurrere de andre i jagten på morgendagens næste nyhed.
Stækkede vinger
Det bliver dog kun ved en tegning som allerhøjest berører overfladen. Romanens helt store problem er figurerne. Det er, som om forfatteren har skippet alle litterære virkemidler til at fange læserens interesse for figurerne, hvilket resulterer i en fremstilling af disse, som et ligegyldigt livløst talerør, ja, nærmest et nødvendigt onde, for alskens teoretisk diskurs over billedteori, medie- og diskursanalyse, psykologi, sociologi, semiotik til sprogfilosofi. Som her, hvor David, sammen med den mystiske franske forretningsmand Tristiam, suser på cykel gennem Londons gader og Tristam påbegynder, det figurerne har for vane i romanen, en monolog:
”Vi lever i en spændende tid, mon ami. Vores værktøjer udvikler sig hurtigere, end nogen kan teoretisere over dem. Og aldrig har så mange lavet så meget nyt værktøj på så kort tid. Men ingen forklarer, hvordan man laver en ny ideologi, når værktøjerne bliver ved med at forandre sig – Vestens befolkning er stedbørn af deres egen teknologiske udvikling… Se på det arabiske forår – resultatet af en enorm diskrepans mellem udviklingen i kommunikationsværktøjer og politisk virkelighed. For hurtigt og voldsom til at lade sig beskrive i ord.”
Ikke alene taler Tristam som var han til forelæsning eller på tv, men han bliver ikke modsagt, hvilket er konsekvent for alle figurernes udsagn i romanen. Udsagnene står og blafrer i det tomme intet, som var karaktererne blottet for nysgerrighed til at undersøge hvad det er der foregår. Det virker, som om forfatteren blot bruger figurerne til en slags intellektuelt show off, der i bedst fald hægter læseren fast til historien, og i værste fald efterlader én ligegyldig og uinteresseret.
Problemet med figurtegningerne betyder også at bogen blottes for drama. Som her hvor alt tilsyneladende ramler for David. Kæresten Josefine siger til ham: ”Din virksomhed befinder sig i sin største krise nogensinde, og du er på kollisionskurs med din bank og din bedste ven”. Hvortil David svarer: ”Jeg er fuldt bevidst om det prekære i min situation, skat”. Og mere får vi ikke ud af det.
Bedre bliver det ikke af, at hovedfiguren David italesætter alt hvad han ser, hvad han gør og hvad han tænker. Dette efterlader intet rum for læseren at træde ind og er med til at give romanen samt dens figurerer en følelsesmæssig og tankemæssig ensretning.
Alt i alt sidder man tilbage med en roman som virker æstetisk uigennemtænkt, til tider prætentiøs. En roman hvor grundideen ikke folder vingerne ud, men stækker dem. Den ender med at fremstå som værende et værk, hvor man har tilsat noget teoretisk tankegods blandet med endimensionelle figurer og en Wolf of Wall Street smartness. Resultatet er derefter.
INFO
Romanen kan købes for 249,- her.