Adda Ravnkildes roman Tantaluskvaler genudgives i Gladiators Sandalserie: Velkommen til Halkøbing, hvor det er bedst, hvis du slår blikket ned og bliver forelsket i den rigtige.
Tre oversete værker
Historien om Adda Ravnkilde er af næsten mytisk karakter. I starten af 1880’erne afleverede hun tre romanmanuskripter til Georg Brandes, kort herefter tog hun gift, skar pulsåren over og skød sig selv. Intet mindre. Et klogt og fintfølende efterord af Hans Otto Jørgensen fortæller den biografiske historie, men Jørgensen fastlåser ikke Ravnkildes romanværker i fortællingen om hendes endeligt, i stedet åbner han dem op for interesserede 2017-læsere. Tilbage i 1884 bestemte Brandes sig heldigvis for at udgive de tre manuskripter; Judith Fürste, En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler, der alle desværre gled lidt ud af litteraturhistorien op igennem 1900-tallet. Det rådes der nu bod på med genudgivelsen af Tantaluskvaler, der er udkommet i Gladiators efterhånden omfattende Sandalserie. Udgiverne har ryddet op i 1800-talsortografien, således at teksten fremstår uden dobbelt-a og substantiver med stort begyndelsesbogstav, hvilket nok også åbner teksten mere for potentielle læsere.
Verdens bedste by
Scenen sættes i det fiktive Halkøbing, som ligger på ”en af Danmarks mindre øer”. Hertil ankommer en ny huslærerinde, Elisabeth Due. Hun er gråøjet og smuk, ved første øjekast måske lidt undseelig, men med mere mellem ørerne og hjerteklapperne end den sædvanlige huslærerinde forstås: ”Thi Elisabeth Due var ingen ubetydelig ung pige”, som det halvhøjtideligt lyder i indledningen. I samme åndedrag introduceres ”byens stolthed”, den fornemme og ekstravagante grev Høegh. I hans fravær har den sladdersultne opmærksomhed dog vendt sig mod godsejerenken von Platen og hendes søn, der naturligvis – fristes man til at sige – er næsten jævnaldrende med Elisabeth. Og åh nej, skal det være så nemt? Skal Elisabeth Due betages af den unge godsejersøn, vinde hans hjerte og i samme proces lære de indskrænkede øboere en ting eller to om livet? Er Tantaluskvaler Morten Korch før Morten Korch? Og nej, gudskelov er den ikke det. Adda Ravnkilde har meget mere at byde på.
Trekantsdrama anno 1880
Fortællingen om Elisabeth Due foregår i et Herman Bang-land eller et St. St. Blicher-land, hvor der findes etatsråder, byfogeder, distriktslæger og kammerherreinder, og hvor de spiller l’hombre og ryger cigarer hele tiden. Det er 1800-talsdanmark, hvor herrerne sidder til hest og går med stok, hvor kvinderne er bly og blussende med nedslåede blikke, og hvor bondepigerne er svære, rødkindede og yppigt-struttende af sundhed. Der findes den samme oprørske glød hos Adda Ravnkilde, som der gjorde hos eksempelvis Herman Bang, men Ravnkildes bid er mere direkte og konfronterende:
”Det var en stokkonservativ, bureaukratisk lille by dette Halkøbing. Beliggende på en lille ø, sig selv nok, rig, selvtilfreds (…) Øens beboere regnede deres hjemstavn for den eneste beboelige plet i verden, deres klima for det bedste, deres lovgivning for den ypperste.”
Elisabeth betages ikke af godsejersønnen, men derimod af den lunefulde og udsvævende greve, der ganske belejligt vender hjem til øen uden grevinden. Udover at være en gift mand, er han også langt ældre end Elisabeth, og så er han måske ikke så gentlemanlike, som hans titel ellers lægger op til. Kort sagt er han et problematisk parti, men det har naturligvis aldrig stoppet en forelskelse i at udvikle sig. Elisabeths besættelse af greven er godt og gammeldags langtrukken, deres flirt består selvsagt ikke af Instagramlikes, Facebookbeskeder og fredagsøl, men den udgøres derimod af en subtil, intellektuel dyst, som udspiller sig over flere måneder. Grevens nedladende kynisme tænder både en glødende trods i Elisabeth, men den tænder også et glødende begær. Den klodsede mors dreng af en godsejersøn, Henrik, kaster sin kærlighed på Elisabeth, og så er der ellers lagt i kakkelovnen til et trekantsdrama af rang.
Tempo og satire
Elisabeth bærer på en hemmelighed, som hverken greven eller godsejersønnen har regnet med. Hun skriver. Når greven igen har opført sig utilregneligt eller ondskabsfuldt, sidder hun ikke og stirrer vemodigt ud af vinduet, ligesom alle de andre grå frøkener – hun skriver:
”Så satte hun sig ved sit bord og lod sine tanker arbejde sig trætte i en evig rundgang. – og medens hun sad der, vågnede en trang i hende, som i nogen tid havde været hende fremmed. Trangen til at finde ord for at udtrykke sin stemning – skrive sig ud af det hele.”
Generelt er tingene ikke som de ser ud i Tantaluskvaler; Elisabeth er ikke en sky huslærerinde, greven er ikke en ædel Mr. Darcy-type, og til sidst viser det sig også, at den ellers tilbageholdende godsejersøn indeholder et mod og en voldsom skinsyge, der leder op til romanens dramatiske afslutning. Tantaluskvaler holder tempoet raskt og bidskt hele vejen igennem, den udfolder langsomt og intelligent den umulige kærlighedshistorie, samtidig med at den tematiserer skriften og tidens ulmende kvindefrigørelse. Især dialogen mellem greven og Elisabeth er forrygende, og beskrivelserne af det konservative og selvhøjtidelige øsamfund er ætsende præcis samfundssatire bygget på en provinsverden, som har givet os mange store fortællinger og mange store forfattere – Adda Ravnkilde er én af dem.
INFO
Adda Ravnkilde: Tantaluskvaler
Med efterord af Hans Otto Jørgensen
112 sider
Sandalserien
Forlaget Gladiator
Udgivelsesdato: 3/8 2017