En råkold morgen i begyndelsen af det nye år, hvor verden trak i sine smukkeste hvide klæder, startede jeg bilen og kørte fra Randers mod syd. Jeg skulle mødes med forfatteren Louise Juhl Dalsgaard i hendes hjem i Skanderborg. 

 

Et blik i sproget

Første gang jeg mødte Louise, var til udgivelsesreception for hendes seneste bog ”Til Sammen”, udgivet på Nulpunkt i 2014. Derudover har jeg haft den store fornøjelse at følge hendes opslag på Facebook. De består som regel af et smukt naturbillede efterfulgt af en fiktiv tekst. Louises tekster, både på Facebook og i hendes udgivelser, har en helt særlig stemme, et præg som er ret unikt for netop hende.

Hvis jeg skal forsøge at beskrive dette særkende, er det første, jeg lægger mærke til, at hun har et særdeles godt blik for detaljer. Ofte sidder jeg som læser tilbage med indtrykket af, at hun “ser med sproget”, at sproget så at sige udgår fra hendes blik. Følger du ikke allerede Louis Juhl Dalsgaard på Facebook, så kom i gang, det er ikke kedeligt.

 

Selvætsende

Efter at have fået styr på hendes hund, et særdeles nysgerrigt og imødekommende væsen, og fået anvisninger på, hvordan en kaffemaskine skal anvendes, begynder Louise og jeg en samtale, der i sit eget rolige leje, bevæger sig i retning af hendes forfatterskab.

”Jeg synes nok, at mine tanker og følelser fylder for meget i mit liv. Jeg har stort set altid en indre dialog i gang: Er jeg for meget, for talende, forkert? Det handler grundlæggende om, hvordan mine følelser igen og igen tager røven på mit intellekt. Skriften er så min måde at sige: ’hold nu kæft, Louise’ på. Skriften handler et stykke hen ad vejen om at få ’mig selv’ til at fylde mindre, og skriften til at fylde mere.

Lidt modsætningsfyldt kan man sige, at jeg forsøger at lade “et selv” komme til orde frem for “mig selv”. Mine tekster overskriver så at sige “mig selv” og fremskriver i stedet “et selv.” Den transformation er gennemgående for min skrift.”

Mens Louise taler, danner ordet selvætsende sig for mig. Selvætsende i den forstand, at ens eget liv måske ikke er så voldsom interessant med de hektiske arbejdsdage i jagt på fordele og fremgang i samfundet. Dette individuelle liv med uendelige forsøg på at fastholde jegets identitet. Måske ligger der i digtning, i noget af det Louise siger, et andet liv, et liv der fremskrives, et liv der viser sig i sprogets udfoldelse, et liv i sproget.

Mens refleksionerne arbejder, fortsætter Louise:

“Hvis jeg ellers betragter det, jeg skriver, udefra, så ser jeg, at mine tekster ofte, ja næsten altid, har et jeg og et du. Jeg har hørt flere mene, at det måske slet ikke er to personer, men en indre dialog mellem intellekt og følelser.

Set i det perspektiv er der ikke nødvendigvis en parforholdsproblematik, der er tale om i min punktroman ”Til sammen,”  som det ellers er nærliggende at tro. Det kunne lige så vel være en indre kamp, et (umuligt?) forsøg på at få fornuft og følelse til at komme overens.
Det er i hvert fald en mulig måde at angribe teksten på, en vinkel, jeg ikke selv havde fanget, men som giver god mening. Måske er det tilbagevendende ’jeg og du’ således en beskrivelse af konflikten mellem ’fornuft og følelse’ ”

 

IMG_5201

 

At række hænderne ud

Det er ikke min oplevelse, at teksterne kun kredser om en indre dialog, der er helt sikkert noget mere på spil. Kan du sige noget om det?

”Jeg håber selvfølgelig, at det, jeg skriver, har sit eget liv, noget der rækker ud over mig og ud over det, der står på papiret. Jeg, Louise Juhl Dalsgaard, som person, er jævnthen kedelig, og bestemt ikke en bogudgivelse værd,” griner Louise.

“Når jeg skriver, skriver jeg mig ’ud af’ og ’ud over’. Eller det er mit håb, at det er det, jeg gør.
Mine tekster forsøger sig ikke med svar, men stiller spørgsmål: Jeg henvender mig til verden, ’hallo, hallo’. Min skrift rækker hænderne ud, både som en gestus: ’velkommen indenfor’, men de er også en appel. En appel om at blive hørt, læst, modsagt, whatever. Det er nok dét, der er mit særkende: Henvendelsen. At række hænderne ud, invitere ind, med et håb om at nogen griber de hænder, tager imod.”

Kan man sige, at dine tekster generelt er henvendelser til verden, en slags invitation til dialog?

”Ja, det er de. Ikke at det er forsætligt, at jeg sætter mig ned og skriver en invitation ala ’kære verden…’. Selvom det faktisk ikke er nogen dum idé,” griner Louise.

”Når jeg skriver, er det som regel en slags spontan reaktion på noget, jeg ikke kan begribe, men som jeg kan mærke. Alle kender det. En irritation i underhuden, en lille krampe i omsorgsnerven, en vrede, der kommer til udtryk som tics i øjenkrogen. Det er kroppens sprog, som jeg så forsøger at oversætte til noget mere præcist eller prøver at ’oversætte’ så jeg kan dele det med andre. Det er ikke sådan, at jeg skriver vreden ud af kroppen, jeg finder heller ikke svar på, hvor vreden stammer fra eller hvem, den retter sig mod. Jeg skriver den bare ned – formulerer den med bogstaver. Så jeg efterfølgende kan se den nedfældet på papir, forholde mig til den, ’Hej, hej vrede,’ når det er sådan, du ser ud, når du ikke sidder fast i kroppen.

Egentligt er det at skrive vel som at komponere musik. Det forestiller jeg mig. På et eller andet tidspunkt bliver noderne til musik. På samme måde skriver teksten på et tidspunkt ’over sig’- eller over mig – og skaber noget andet, noget forskelligt fra mig. Og så er den ved at være der, teksten.”

Videre siger Louise:
“Jeg har det også sådan, at når jeg er færdig med en tekst, er der altid noget uforløst tilbage. Ved det sidste punktum, er der altid flere spørgsmål end svar, noget der gør, at jeg må henvende mig igen, række hænderne ud igen og igen.”

Så legen stopper aldrig, man når på en måde aldrig frem et svar?

”Nej, ligesom kroppen, er det at skrive et vilkår, man ikke kan undslippe. Jeg lider af en svær bindevævslidelse, der gør, at mit blod ikke løber, som det skal. Særligt mine hænder og fødder er udsatte. Det er dybt ulogisk, at min krop opfører sig på den måde, og svært frustrerende, men sådan “dysfungerer” den altså. Hele den her kropslighed er svær at forstå. Og hvor gerne jeg end ville ændre på den, så er den et vilkår, jeg ikke kan undslippe. Det er det samme med skriften, den bliver aldrig færdig, jeg må bare sætte mig ned, igen og igen, og forsøge at komme overens med den, og med alt det, jeg hverken forstår eller kan undslippe.”

Det var et godt selskab at være i, tænkte jeg, da bilen igen havde snuden pegende hjemad. Verden var vinterhvid og kold. Måske er det er en slags henvendelse i al skrift? Måske er der en slags soning i skriften? Måske handler det blot om at række hænderne ud. Tager du imod?


Fotos: Mariana Gil

Print Friendly, PDF & Email