Hvad er en passende diagnose til en psykiatriens Twin Peaks? Monia Sander guider sin læser igennem en forvirrende beretning om, hvad det vil sige at være psykisk syg, forelsket, lidende og forvirret. Lyder det forvirrende? Det er det også, men det er ikke altid en dårlig ting.

Ståen i forhold til

Monia Sanders forunderlige værk er i den grad forvirrende og skizofrent. Kan det klassificeres som prosa? Poesi? Performancekunst? At beskrive det ud fra en klassisk forståelse af litteratur giver meget lidt mening, til det er Dominique for uortodoks og skæv. Værket består af en række uafhængige tekststykker, billeder, video, journaler og love, der kan læses hver for sig og uden nogen særlig loyalitet over for klassisk narrativ struktur. Der er ingen hovedperson, der undergår en udvikling, der med nødvendighed lærer noget om sig selv og fra denne indsigt bliver et bedre menneske, men snarere en kæren for – og nysgerrighed omkring – forskellige aspekter af livet, som ikke kan tvinges ind i den luksus at give en bedre eller dybere forståelse af sig selv. For liv er ikke nødvendigvis en dialektisk fremgang, og i morgen er ikke altid bedre end i går. Gennem disse fragmenter undersøges det, hvad det vil sige, når noget suser forbi, men nogen bliver stående tilbage, efterladt i sin lidelse. Men mere end blot at vise omsorg for den for hvem lidelsen er en nødvendig virkelighed, så stiller Monia Sanders underfundige og livlige univers i Dominique også lidelsen som et forhold. Ikke kun et kæresteforhold som i passagen KRADS HUL, hvor det blandt andet netop er kæresteforholdet, der på rørende vis udfoldes, men forhold som sådan. Det vil sige, vi aldrig kun skuer ind i Monia Sanders egen sjæl eller lidelse, men altid oplever, hvordan hun står i forhold til nogen eller noget. Om det er i forhold til karakterer som fx hendes alter ego, mannequindukken Dominique, en unavngiven kæreste eller den allestedsnærværende Hr. Sivertsen; eller genstande som birketræer eller diagnoser, så er der aldrig noget, der læses i vacuum. Og hvad betyder så denne tilsyneladende bevingede beskrivelse? Jeg fristes til at tage en side ud af den tyske filosof Martin Heideggers bog (eller i hvert fald blot forsøge at beklæde denne anmedelse med nogle fjer, jeg har lånt fra ham) og beskrive Dominique som en række dialoger og syllogismer om ”forholden-sig-hed”, forstået som at det vigtigste aldrig kan siges at være en karakter eller genstand, men snarere hvordan disse karakterer og genstande altid – med største nødvendighed og alvorlighed – står i relation til hinanden. Og netop undersøgelsen af disse relationer og forhold er det, der gør Dominique til både interessant, rørende og frustrerende læsning.

Banaliteter

Første tekstbid går under navnet LOVEN, og den minder mest af alt om semi-åbenlys marxistisk analyse af samfundsstrukturer a la Žižek . Teksten og den slovenske tænker har det til fælles, at de kobler nogle relativt åbenlyse observationer omkring produktion, genstande for begær og psykiatri. Men modsat Žižek er der noget reelt på spil her, også når det er noget så banalt som et spørgsmål om fremmedgørelse. End ikke beskrivelsen af førnævnte Hr. Sivertsen forfalder til at reducere ham til et instrument eller en ligegyldig karakter, til trods for den samlede karakteristik af ham som både købmand, fabrikant og psykiater ellers udpeger et problematisk blik på noget der kan forstås som en ”kapitalistisk psykiatri”. Men selv Hr. Sivertsen, der i kraft af sin rolle som psykiater er dømt til at stille diagnosen og udskrive psykofarmaka, er en tragisk karakter i kraft af, at han ligeledes er dømt til at forstå lidelse i en sat og begrænset kontekst, og på den måde ligger han under for en systemisk proces, hvor han er lige så meget i offerets position som enhver anden. Det er ikke rart for den lidende eller for den, der diagnostiserer lidelsen. Hr. Sivertsen kan kun lykkes med at være noget i kraft af, at nogen udpeger ham til det. Og snarere end blot at være en autoritetskritik indeholder karakteren et dobbeltforhold, der er fanget i at agere autoritet, men kun på baggrund af, at nogen nogensinde udpeger ham som sådan. Han beskrives både som psykiateren, der har nøglen til ensomheden, som bestyreren af butikken, der sælger genstande for begær, og som bestyreren af fabrikken, der forpligter sig til at producere, og det er ikke rart for nogen.

Den fine og skizofrene søgen

Andre gange er det hjerteskærende, som i følgende tekststykke fra KRADS HUL, hvor identitetens behov for resonans og angstens genstandsløse eksistens fremskrives:

Jeg vil græde, men jeg kan ikke. Dominique, kalder jeg, men hun er ingen steder at se, Dominique, din dukke! Jeg kan intet se, intet høre, jeg har intet at holde mig til, intet ejerskab over noget, (intet barn,) ingen krop, (ingen vugge,) ingen sanser, (ingen skæbnessvanger fremtid,) mit jeg er revet løs, mit jeg, en idé, der er intet andet end ideer. Dominique, Dominique, Dominique, kalder jeg, forsøger at hæge mig fast til min bedste idé: Dominique, Dominique, Dominique. Så høres lyden af et urs søvnige tikken, jeg er væk.

På denne vis kan Dominique læses som en form for krimi. Naturligvis ikke i klassisk forstand, for der er hverken en butler eller en morder, men snarere en forfatter, der ved at lægge en række forskelligartede spor ud forsøger at forstå sig selv og sin lidelse uden at tvinge det til at være noget godt. Det er derimod en abstrakt og selvbevidst avantgardekrimi, en psykiatriens Twin Peaks. Intet foræres, men spor af brødkrummer fordeles med en ivrighed, der gør mig i tvivl, om Dominique ønsker at findes, eller om hun snarere ønsker at fastslå, at hun har gemt sig, og hvorhenne er et mysterium, som ikke engang butleren har kendskab til. Er det skizofreni? Er det en skizofren, der søger at fortælle om sine betingelser for at bestå i verden? Er denne tekst en boblen under overfladen, og brødkrummerne de spor, den altid vil efterlade? Eller er det en omsorg for lidelsen og en erkendelse af, at den ikke altid kan oversættes til noget pænt eller produktivt? Af og til er det tydeligt at mærke den søgende natur af teksten, og måske netop fordi den i så høj grad er en samling af brudstykker, der snarere beskriver temaer, der alle på en eller anden vis er forbundne, er denne søgende natur altid fin. Den er også frustrerende, prætentiøs og kritisk på nogle præmisser, der er lidt “eh”, men på forunderlig vis er det ok. Fordi det er så klart, at dette er en søgen efter umiddelbar mening og en kæren for det sårbare, er det befriende, at Monia Sander også stiller sig kritisk til sin egen søgning og de dele af denne, der er for meget. Men verden, livet og så sandelig også litteraturen kan godt være for meget, og det er ikke altid kønt eller behageligt, men det er heller ikke intentionen. Intentionen er at spørge udtømmende, cirkle omkring emner og på en måde, der er fremmed for de fleste. Og fordi det langt hen ad vejen også er fremmed for Monia Sander selv, er Dominique god læsning, også når den er banal eller uforløst.



Monia Sander: Dominique

Forlaget korridor

2015

Bogen kan bl.a. købes her

Læs mere her