Det var en meget blandet oplevelse for mig at læse Hans Hedegaard Andersens debutroman Manden i månen. Hvad jeg mener med “blandet oplevelse” kan bedst beskrives med et seksuelt billedsprog: Manden i månen tænder mig allerede på en af de første sider, men løftet om klimaks og forløsning forbliver et løfte.
Havet som motiv
Havet er det primære sammenbindende element i Manden i månen både indholds- og formmæssigt. Det er med andre ord havet, der giver romanen sit indhold og sin struktur. Hovedpersonen Lasse er sømand, og alle romanens karakterer forbindes af en forfærdelig begivenhed: tsunamien i Thailand i 2004.
Selvom det ind i mellem er spændende at følge sømanden Lasses færd fra land til land, og selvom det er spændende, at Hedegaard Andersen har valgt at centrere sin roman om tsunamien i Thailand, fungerer havet som motiv nogle steder, men langt fra alle. Dette skyldes ganske enkelt, at det, altså havet som forbindende motiv, virker for tilstræbt. Forbindelsen mellem personerne og begivenhederne forekommer for planlagt oppefra – ligesom handling og struktur er for rodede.
Sproglig utålmodighed
Den indholdsmæssige og strukturelle søgthed kommer også til udtryk i selve sproget, nærmere bestemt i sætningskonstruktionen og ordvalget. Det er eksempelvis tilfældet i denne passage:
“Herta sætter en tallerken foran Michael, en portion pommes frites og remoulade. Hun bytter askebægeret og går om bag baren. Det er hendes land, der må ingen trænge ind.
Kim kommer hen til bordet, trækker en stol til sig, vender ryglænet mod de fire. Han sætter sig, underarmen hviler på stoleryggen[.]
“Nå, drengerøve, hygger I jer, hva’?” Han tager en øl fra bordet.
“Skål.” Ingen skåler. Michael spidder fritter med en gaffel og spiser. Kim læner sig forover mod stoleryggen, rækker over bordet mod pommes fritterne, der udsender en sød duft. Han tager tre og tværer dem rundt i remouladen. Musikken spiller uafbrudt fra en jukebox.
Endnu en gang rækker Kim over bordet, tager fire lange gyldne, tværer dem i remouladen, skyller dem ned med øl. Michael ser kun på tallerknen og fritter og remoulade.
“Hold fingrene fra mine pommes frites.”
“Slap nu af.” Igen tværer han rundt i det, der ikke er hans.
“Stop det, sagde jeg.” Endnu en gang gør han det, han ikke skal gøre.
“Nu siger jeg det for sidste gang. Hold nallerne fra mine pommes.” Hans hånd krydser igen bordet og når næsten til tallerknen, da steakgaflens tænder rammer det bløde kød mellem tommel- og pegefinger. Det rustfri metal går let igennem hud og væv, men standses af bordpladen.
Kim gisper, han bliver hvid, Michael trækker spiseredskabet ud af den blodige hånd. Han spiser videre med fingrene, dagen fortsætter. Herta ser alt, hun ser ud af vinduet gennem de buede glas, der krøller det, som er udenfor. Stønnende forsvinder den forulempede.”
Der kunne eksempelvis stå: “Hans hånd når næsten til tallerknen, da gaflens tænder rammer det bløde kød mellem tommel- og pegefinger.” i stedet for: “Hans hånd krydser igen bordet og når næsten til tallerknen, da steakgaflens tænder rammer det bløde kød mellem tommel- og pegefinger.” Denne lille justering gør efter min mening sætningen langt bedre, men det er naturligvis en smagssag.
Udover søgtheden er sproget også præget af et utålmodig behov for fremdrift, hvilket kommer til udtryk i kraft af de korte sætninger, de ofte store indholdsmæssige spring fra sætning til sætning med mere. Jævnfør den citerede passage ovenfor. Søgtheden og den utåltmodige fremdriftstrang giver sproget i Manden i månen en helt særlig stil, som sikkert er et bevidst valg, men min pointe er, at det ikke fungerer – for mig.
Lovende debut?
Der er gode ting ved Hedegaard Andersens Manden i månen, men som jeg lagde ud med at sige, var det generelt en skuffende og utilfredsstilende oplevelse for mig at læse den. Der er gode passager i romanen, men det utålmodige sprog, de tvungne forbindelser mellem karaktererne og den lige så tvungne struktur forstyrrer min læsning for meget til, at det gode kan overskygge det dårlige.
Om forfatteren
Sømanden Hans Hedegaard Andersen (født 1962) debuterede som forfatter med Manden i månen, der udkom 26. februar 2016 på Gladiator.
Info
Grafiker: Clara Birgersson
Forlag: Gladiator
Omslagskollage: Emmy Kroman
210 sider
Udgivet i 2016
269 kr. kan købes her.